FØRSTE VERDENSKRIG
.- de sønderjyske krigsdeltagere
 




CHRISTIAN CAMPRADT

(1)
uddrag af dagbog (oversat)

27. Januar 16. - Kejserens fødselsdag - af den grund kirkegang og parade, ellers tjenestefri. Om eftermiddagen var jeg til en fest i en restaurant, som er indrettet som "soldaterhjem". Her var koncert og al mulig optræden. Her kunne man også få indsigt i meget interessant vedrørende situationen ved fronten og krigsbegivenhederne. - Mig interesserede naturligvis, den 312 mand stærke transport fra Husum, der blev tildelt 92. regiment i Rusland. - Af denne 312 mand store transport var nu kun 45 mand ved fronten ved 92erne; 96 mand er ankommet her til erstatningsbataljonen som sårede eller syge, heraf er 24 mand igen klar til fronttjeneste. De øvrige er stadig på lazaretter, i fangenskab eller faldet.


(2)

2/5-16, 10/6-16 (Dagbog/digt)

I felten foran Flirey (Maas og Mosel) 1916

I ord og vel også i billeder
har mange allerede krigstiden skildret.
Har selv med megen omtanke
derom gjort et par linjer.
Om morgenen allerede ved tre-halvfire
kommer fra tjeneste underofficeren:
"Stå op!" - "er alle sund´?"
sådan lyder det højt fra hans mund.
Forsovede vender alle sig om;
nå, er den tid igen kom´n?
Så hurtigt ned i sokkerne,
til afmarch er kun et øjeblik
derfor går alt over stok og sten.
Hurtigt bliver på flasken fyldt;
Jakken bliver rullet: "Aben" pakket:
de mange sager kastet sammen. -
Natten er mørk, man kan intet se
famlende må man gå efter de andre.
Er det tørt, er man tilfreds;
men regner det, er stemningen sløj.
Skynde sig må alle,
kompagniet træder an på gaden.
"Lad geværet!, Frem til højre!, Formand!"
"Marcher i grupper til højre, sådan".
Skaren marcherer fra stedet
ind i den væmmelig skov "Mort-Mare".
Det går op og ned af bakke,
til tider langsomt, men også i trav.
Vi løber gennem mudder, snart lav, snart
                                                            dyb;
skrider du ikke ud, er du heldig.
Afsted gennem skoven, -
en endeløs bjælkevej,
løben på den laver meget larm.
At "Franzen" intet mærker, har ofte undret
                                                              os,
så var vi nok blevet voldsomt beskudt.
-Så er vi kommet frem til graven;
derpå følger afløsningen.
Oppakningen lægges ned
og støvlerne renses for mudder.
Vores bolig i nogle dage
er stollen, o denne plage;
En stolle har jo sine særheder;
frem for alt må man dukke sig.
Pladsen er begrænset, tæt presset sammen;
ofte forekommer det mig, min sjæl,
som var jeg i en drypstenshule.
I dette lident bebolige kvarter
har man alle mulige dyr;
men kun dem, som ikke er velkommen -
Himlen må vide, hvorfra de kommer.
Store rotter og små mus;
mange lopper og lus.
Disse er vores indre fjende;
med den ydre mener vi "Franz".
Tror du, dit brød tilhører dig alene,
så bliver du snart overbevist om det
                                                    modsatte.
- Om dagen kan man holde kræene ud,
men om natten larmer det, som aldrig før.
Det klaprer og knager, til man vågner,
slår mod vægge og brædder,
bander som en hedning: "forbandet også!"
Men kræene synes ikke at høre
De lader sig kun sjældent forstyrre.
En gang i mellem i et hjørne
er kvidren som i et kanariebur;
da hjælper ingen jagt, da hjælper ingen fælde,

man får aldrig fat i alle de kræ.
Næppe har man taget plads i stollen,
så lyder det allerede igen; "Kom ud!"
til arbejde bliver der fordelt,
meget hellere var man blevet i hullet.Man giver os spader og hakker i hånd,
hvem har ikke allerede nok af krigen?
En del går roligt til vagt
og giver på vores franskmand meget agt
Ham kommer vi dårligt ud af det med
han slår os hårdt i maven.
Ammunition har han i massevis
afsendt fra Amerika.
Dermed overstrøger han den dejlige skov
så det knalder frygteligt i den.
"Korte Gustav" holder vi kun lidet af,
uden besked kommer han farende.
Og da han slår så hurtigt ned
kalder man ham også den "kvikke".
Ellers har franskmanden meget tilovers til os
som han skiftevis sender herover
Miner, Granater og andre sager
Fy for fanden! der er ikke noget at grine af
Hvor tit har man ikke allerede rendt
fra vagt ned i den sikre stolle?
Om natten har man flest bekymringer,
hvor gerne lå man og slumrede,
hvor mange gange har man ikke tænkt,
hvornår får det en ende.
Er dagene i graven omme
så tager man tornysteret på,
begiver sig videre til reservestillingen,
har kvarter i en "Flyverdækning",
der sker der mindre i graven,
her skal man skanse og slide.
Her er forsigtighed meget vigtigt,
for "Gustav" skyder her efter noder.
Glade er vi derfor alle,
når afløsningen kommer,
Væk er vi i et nu
til landsbyen og så til ro!
Havde du tænkt dig at du nyde ro her,
så er der dog mange ærgelser.
Apeller mangler ikke:
om sagerne er i orden, det hele skal frem!
Våbenrevision, Bataljonsøvelse,
                                                prøvealarm,
hvordan i bevægelse i stedet for
                                                udsværmen.
I blandt går det også til det stedelige
                                              kommandatur
der er ikke noget spor af ro.
Hvem havde tidligere drømt om,
at man skulle muge ud i stalde.
Mudder afbørstning er også godt.
Men mindre munter er din mine,
når du skal hjælpe med at rense latrinet.
Det er temmelig ligegyldigt,
om du står for tur til vagt!
På et øjeblik er også disse dage gået,
så begynder man forfra igen.
Så har det stået på i et halvt år,
endnu ingen ende --- os bevare.
Hvornår bliver den dag os beskåret,
som bringer os den længe ventede fred?
Hvornår kan vi sige: Rerserven i ro?
og skynde os til det kære hjem?
Dog er vi fuld af forhåbning og tror,
at engang må freden da komme!


(3)

(oversat)

Frankrig, d. 1. Juli 1916

I morges er jeg kommet i hvilestilling! Så fortsætter eksercitsen. Men det er nok ikke så slemt. De par dage, som vi er "under", skal mest være hviledage. De bringer også megen afveksling. Man ser bølgende kornmarker!! Landsbyer, ganske vist ruiner. Ammuntionskolonner. I det hele taget er det en herlig, bakket egn. Desværre har vi ind til nu ikke haft rigtig sommer. Det regner hvert øjeblik.
Igår var det en kritisk dag ved Verdun. I formiddags og i aften var der timelang trommeild i området ved Fort Vaux. De franske har vel gjort et modangreb ved Tiaumont? eller har vi igen undsat? Også i vores afsnit har franskmanden smidt temmelig meget med miner.
Hvordan går det hjemme? Max er holder sig vel stadig hjemme! Jeg modtog igår avisen fra forreste linje. Har i været til fødselsdag hos tante Anna? Nu har Kalle jo ferie igen. I hvilken klasse går han nu? I påske er han vel "kommet med ind"!? Han er vel blevet ordentlig stor. Siger han stadig "fritter" istedet for sweater?
For "Leo" er det vel nu også "smalhals"? Han kan blive sendt herned. Her er massere af rotter, og nogle store, fede tingester. Til sidst må vi vel også selv gribe til dem. Derfor: Tyskland kan ikke underkastes!!!
Til sidst vil jeg bede jer om et landkort, som jeg allerede har skrevet og en barberkost! Ellers går det stadig godt!
Med hilsen til alle jer derhjemme, jeres Chr.


(4)

(oversat)

Onsdag, d. 23. aug. 16.

Kære Forældre!
Er i stillingen! Herligt varmt vejr! Men om natten er det allerede koldt. Da vi ligger i en eng, er det tåget langt ud på formiddagen. Igår var der et ildoverfald til venstre for os, vel i Præsteskoven. Ellers går det mig godt! Fra aften d. 25. til aften den. 29. er vi i hvilestilling.
I den sidste avis læste jeg, at Johann Kaadtmann er hårdt såret og meldt savnet. Forhåbentlig er det ikke så slemt og han er kommet i fangenskab. Som hævn har jeg skudt derover hele natten.
Hilsen til jer fra jeres Christian

Har I afsendt Frandsens støvler???? Hvordan er det med strømper og lommertørklæder?
Chr.


(5)

(oversat)

Den 20. sept. 1916 aften

Kære forældre og brødre!
Kan give jeg den glædelige meddelse, at jeg endnu er i live og ved kompagniet. Efter de sidste 14 dages anstrengelser er man naturligvis meget medtaget. I dag er første hviledag efter kampen ved Verdun. Vi blev sat ind i Souville-Slugten og var fremme i 6 dage. Vi havde kun lidt at leve af, nogle kiks og blodpølse og så "jernportionerne", men endnu mindre at drikke. Hvordan det går til, kan udmale jer som skrækkeligt, men ikke gøre jer noget begreb om. Desuden har jeg ikke lyst til at skildre det for jer. Efter tur med jernbanen og en streng march er vi nu ved den anden offensiv-front i vest. Idag ligger vi i kvarter i et spinneri. Det har været en fin virksomhed og meget moderne indrettet. Maskinerene står alle uberørte, kun drivremmene er væk. Om vi kommer videre i morgen og hvornår vi bliver "indsat" er ubekendt. Vejret er væmmeligt ustadigt. Jeg har ikke hørt fra jer i 8 dage. Forhåbentlig har i det godt.
Lev vel!
jeres Chr.
hils alle.


(6)

(oversat)

22/9-1916

Kære forældre og brødre!
Kan meddele jer, at jeg stadig ligger i Væveriet (Broderiet). Fra fronten hører man det buldre og om natten ser man lys- og signalkuglerne stige i vejret. Om dagen har både franskmændene og englænderne såvel som vi talrige observationsballoner oppe, som kan se langt ind i landet bag fronten og observere dem som er der, næsten ingen troppeforskydninger bag den fjendtlige front forbliver uset. Også enorme mængder af flyvemaskiner surrer gennem luften, alle kampflyvere. Om vi bliver "indsat" her og hvornår --- er ukendt; Idag er der vejret nogenlunde, men allerede temmelig koldt. Vi venter dag efter dag post hjemmefra, men intet ankommer. I 10 dage har vi intet modtaget. Forhåbentlig kommer der noget i aften?!! Jeg sender idag en pakke hjem med strømpeskafter og andre sager, som kun vil være en byrde på marcherne. Forhåbentlig når den frem!!! Når den er der, så skriv det straks. Man er meget spændt på at høre hjemmefra, hvordan går det jer, hvordan I vel har ventet på post fra mig i dagene ved Verdun; om Max allerede er blevet indkaldt. Hvordan situationen er i Rumænien o.s.v.
Er i alle raske? Hvad laver Kalle! Mange billeder og mange tanker er løbet mig gennem hovedet i de farlige dage i granathullet; f.eks. når trommeilden begynder og granaterne igen susser uophørligt, de sårede jamrer og skriger, hvor meget tænkte jeg ikke på vores fredelige vinterstue og vores lange sofa, hvor vor dydige far måske læser Die Grenzpost og tænker Verdun er snart vores, blot et fort til. O, hvis i blot vidste, dér bliver den ene armee efter den anden tilintetgjort!!! Franskmændene går det på nøjagtig samme måde og krigen får derved hurtigere ende.
Hvordan går det med Jakob og Onkel Julius? Hils alle slægtninge!! Jeg har endnu en bøn, send mig strømper, med det jeg har går det kun lige. Lev vel og hilsen jeres
Christian


(7)

Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916

Kære forældre og Kalle!
Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etappen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.
Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi andre 5 af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser. -Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.
Kl. 10 om formiddagen - Rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, ikke til at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores "Moppie" ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplit af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe, han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. - 3 mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.
En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et "Heimatsschuss". Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. - Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. "Franskmanden kommer" bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet, dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m. herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser, de overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!
Dødens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? - De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen, død, med et lille hul i panden. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, 5 mand og en leder var 2 døde og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele; Henmod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før, jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet, løber snublende 100 m. til højre, 100 m. til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet, vi tre mand er alene med maskingerværet. - Kl. 4 stopper det, et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m. skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!
Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! - De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, et skud ryger os i ansigtet, man mærker det ikke, kun skyde, skyde! - Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død - den tredje! - den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret, hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind. Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det går ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er det blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet mit sidste kamerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. Komp er 3 mand døde, 2 sårede og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen m. en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne "rende" til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 man tilbage. Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske!
Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.


(8)

(oversat)

Rådhuset i Moncornet, d. 21/4 17

Kære forældre!
Vil meddele jer lidt om hvordan jeg blev såret:Vores Division lå i hvilestilling, som jeg allerede har skrevet til jer, i Dizy-le-Gros. Om tirsdagen (3. påskedag) blev vi dog pludselig alarmeret og marcherede mod fronten. Herefter kom vi til at ligge i reserve. Vi lå i et skovstykke mellem St. Erme og Amifontaine under åben himmel, dag og nat. Kunne ikke engang slå telt op, da vi øjeblikkeligt kunne blive hentet som forstærkning og skulle være beredt, hvis "Franz" angreb! Trommeilden blev fra dag til dag stadig stærkere, vi blev også beskudt i skoven og havde overhovedet ingen dækning. Vi kunne heller ikke vaske. Den ene dag gik efter den anden. Han angreb stadig ikke, men beskød den foreste linie og artilleriet kraftigt. Vi knurrede, fordi vi ikke måtte slå telt op og ikke måtte tænde ild, for at tørre os, for det regnede temmelig meget først og om natten var det meget koldt. Men vi blev stadig forberedt på et angreb. Hver fik 6 håndgranater, der var appel for "jernportionerne", "hundetegn", forbindingspakker o.s.v.
Så den 16. april gik det løs: Franskmændene var brudt gennem og sad i den 3. linie. Havde nedkæmpet alt foran sig eller taget dem som fanger.
Vi gik, hele divisionen, om formiddagen den 16.udsværmet i fuldt dagslys frem til sumpen og til højre forbi Juoincourt til vejen Berry au-Bar-Corbenÿ. Det fjendtlige artilleri fejede hele geleder af os bort og vi måtte, så godt som vi kunne, springe fra granathul til granathul. Jeg var temmelig langt fremme, da jeg fra tidligere vidste, at spærreilden dér ikke var så stærk og hurtigere ophørte. Jeg havde nået hovedvejen Berry au-Bar-Corbenÿ og befandt mig 25 m fra franskmændene. Hurtigt ned i et granathul for at søge dækning for infanteriilden og ville gøre holdt. Men "Franz" var allerede ved pigtråden. Hans maskingeværer høstede stort i blandt os. Omkring 20 mand var nået på højde med mig og længere mod højre var de allerede i håndgemæng. Så styrtede vi omkring 10 m frem. Hurra og Skrig og Brøl! Fra venstre kom 5 tanks hen ad vejen mod os, som med maskingevær og revolverkanoner faldt os i ryggen. Men 3 af dem blev hurtigt sat ude af spillet med fuldtræffere. Så løb vi det sidste stykke. På kanten af skyttegraven hvor franskmændene sad tæt fik jeg mit skud gennem overlåret og sædet. Jeg faldt hals over hoved ned til franskmændene i skyttegraven. To mand greb mig og jeg blev ikke just forsigtigt trukket ned i et dækningsrum. Her var 3 bårebærer (franske) ved arbejdet og snart var jeg forbundet og fik mindst 10 plader chokolade.
I dækningsrummet var jeg vel en god times tid. Vi vidste ikke hvordan det gik os og jeg havde først tabt modet: såret og i fangenskab. Så blev der udefra smidt enkelte håndgranater ind i stollen, som eksploderede på trappen uden at såre os. Efter et kvarter gik en af bårebærerne ud og kom tilbage igen med den gode nyhed, at der var "Allemands" i skyttegraven. Efter kort tid bar to bårebærere mig ud og skiftevis bar de mig bag ud og satte mig af og til ned i granathuller. I en grusgrav ved vores artilleri blev jeg på ny forbundet af en bayersk læge og blev båret videre til hovedforbindingspladsen i Fleuricourt-Ferm. Her blev jeg til om morgenen den 17. og kom så med en Røde Kors bil over Malmaison-Sissonne-Lapion-Dizy-le-Groz hertil.
Her på samlingsstedet i Montcornet har jeg ligget siden middag den 17. april. De letsårede, eller rettere, dem der stadig kan sidde eller gå, kommer langsomt videre med bil. Men vi, der ikke kan gå eller sidde, bliver her til der ankommer et lazerettog. Men hvornår? Togene køre primært forud med friske tropper og ammunition. Jeg er noteret til lazerettoget og tænker jeg snart kommer væk. I hvert fald til Tyskland, men hvorhen ved ingen.
Jeg sender jer et brev og et kort, som jeg har modtaget fra Max. Også 1 kort fra jer. Den kugle, som sårede mig og kom ud gennem "røven" er også gået igennem tegnebogen, som jeg havde bag i jakkelommen og derfor er kortene forrevne. Mig går det ellers godt! Jeg tror, at jeg kan løbe igen til pinse og netop i pinsen komme på orlov.

Hilsen fra jeres Chr.

Min adresse sender jeg så snart jeg er på lazeretet.


(9)
(oversat)

11/3-1918

Mandag d. 11. marts 18.
Kære forældre!
Vil igen skrive jer et par ord. Vi er i det skønne forårsvejr kommet ud af de lave, fugtige skakter og sidder i Skyttegraven og læser, skriver, andre ligger udstrakt på skyttetrinene og lader sig stege i solen! En herlig dag. Men man bliver fra tid til anden forstyrret, når franskmændene bliver grebet af raseri og på få sekunder affyrer 50-60 skud eller flere. Det må man lade ham, tromme det kan han!!! - Eller at en franskmand nærmer sig i luften og senere forråder os til artilleriet. Så må alle naturligvis i flyverskjul eller sidder helt stille, for kun ved bevægelser gør man sig synlig. Imorgen aften går vi tilbage i hvilestilling. Vi har også været 20 dage i stilling, hvor man ikke ser andet end oprodet jord, træstumper og luft. Det var en meget ophidset tid, om natten altid i alarmberedskab, sove med bæltet omspændt med støvler og gevær, for hvis uheldet var ude at kunne styrte ud af skakten for at "gø".
Mig går det ellers godt. Jeg takker mange gange for pakkerne, har nu modtaget 14 stk. Skråtobakken er ankommet og modtaget med jubel. Kammeraterne sloges næsten om det. Så læg mere i ved lejlighed. Brødet er stadig godt. Pakkerne når også meget hurtigt frem, for det meste i løbet af 8 dage, mens pakkerne var 14 dage undervejs ved Osnabrück.
Fra Max har jeg sidst modtaget brev fra 28. febr. med et lille fotografi.
Jeg vil ikke længere sende penge i brevene, fordi alle breve og kort i denne tid før offensiven bliver gennemlæst!! Men når vi er i hvilestilling sender jeg pr. postanvisning.
Nakkebørsten har jeg også modtaget.
Send mere brød! Men i skal naturligvis ikke selv mangle!!
Orlov er igen spærret, så tænk ikke på det foreløbig.
De bedste hilsner
Jeres Chr.
Jeg har i det hele sendt jeg 12 pakker og 100 mark!! Er alt ankommet!!??

(10)
(de sidste 4 linjer er oversat).

Søndag, d. 17. Märts 18.
Kære Forældre!
Jeg har modtaget Eders 18. Pakke i Dag, mange Tak!! Vi er i Ro! Siden Torsdag morgen. Men desværre er disse Dage til nu været ret frygtelig. Paa Fredagsaften blev hvort Quartér nemlig hjemsøgt af franske Flyver, som har kastet 6 Bomber. Jeg har selv ikke hört dem ankomme, thi jeg var gaaet tidlig i Seng. Men Kl. 10 blev jeg pludselig ved en gewaltig Detonation kastet ud af Sengen og laa ude paa Marken. To Bomber havde ramt den ene Side af Huset og de fleste Kamerater laa under Ruinerne. Jeg har ingen Skade lidt og strax blev oprømningsarbeidet begyndt. I de første 2 Timer havde vi 14 Døde trukken ud af Ruinerne. Min Komp. har 6 Döde og mange ret alvorlig Lemlæsted. En god Kamerad har begge Ben af og en Træsplint i Hoved.
I Dag er vi alle beskæftiget med at binde Krandse, thi Jordfæstelsen finder Sted i Morgen, Mandag. Her er stor Forvirring og man er saa nervøs, at man nesten intet kan bestille.
Min hele Udrustning laa ogsaa begravet under Murstenene. Men jeg har nesten faaet alt ud igen. Men min 3 mm Maskine er atter gaaet i Stykker. og jeg beder Eder, at sende mig omgaaende, saa rask som muligt en 3 mm Maskine eller en under skæreplade til 3 mm Maskine. præcis den samme, som i allerede har sendt mig engang. Men så hurtigt som muligt . Jeg har sendt jer 20 M. pr. Postanvisning
Vær hilset Chr.

(11)
d. 22. Marts. 18.

Kære Forældre!
Jeg kan medele Eder, at vi endnu er i Ro og det gaar mig til nu godt. Den store Offensiv har begyndt. Hvor Artillerie skyder allerede siden i Gaar Middag udafladelig med Gas. Franskmanden er bleven ganske stille. Det er uforklarlig, thi han [plejer] ellers ikke bliver os noget skyldig. Mont hvor Gas har saadan Virkning?? at han ikke kan svare os. Det bliver ingen glad.
Paaske dette tager. Fra Max har jeg ikke hørt! Eders Pakke fra den 12 Marts har jeg faaet mange Tak. Avisen har jeg ikke faaet i lang Tid. Jeg har sendt Eder 120 M i det hele og i Gaar et Pakke. Vaskesæbe er at faa, men ogsaa naturlig kolossal dyr. 3-5 M. pr Stykke.
Naar det gaar i Stilling hvides ikke.
Med hilsen Chr.

Kilde: Haderslev Byhistoriske Arkiv, HBA10358 indholder feltpost, militærpapirer, scrapbog, forskellige breve og hans gennemskudte tegnebog.