FØRSTE VERDENSKRIG
.- de sønderjyske krigsdeltagere
 




FRIEDRICH NISSEN

Uddrag af dagbøger 1914-1915
(oversat til 8.12.14)

Dagbog påbegyndt Flensborg 1. november 1914
F. Nissen
Skal sendes til frk. Thyra Dau, Sønderborg, Slesvig-Holsten.

Fredag d. 30.10.14 klokken 10 om aftenen kom meget overraskende ordren, at 200 mand fra kompagni Simon skulle afgå med den næste transport. Vi skulle stille om søndagen kl. seks og det betød afgang klokken 2 om eftermiddagen. Jeg havde ellers så fint regnet ud at køre til Sønderborg, nu krævedes en hurtig vending, hvis jeg skulle have mulighed for endnu engang at tale og være sammen med Thyra. Jeg var lykkelige, da jeg om eftermiddagen så min lille brud i Flensborg. Transporten blev udsat, så jeg kunne blive i Flensborg til mandag. Lørdag og søndag stod vi mest rundt omkring i kasernegården, det ærgede mig at spilde sig meget tid til ingen nytte. Mandag formiddag klokken 9 skulle transporten afgå. Thyra ledsagede mig til jernbanen, det var en svær afsked efter to lykkelige dage, alle mulige tanker for gennem hovedet, men nu kun ikke tabe modet, stole på gud og håbe, håbe.

2.11. Vores mål er nu Altona, turen går som planlagt. Ankommet der, står vi først i kasernegården fra klokken 2-6, så bliver vi indkvarteret i byen. Jeg bor ganske pænt - Präs. Krabstr.

3.11. Morgen klokken 9 træder vi igen an, intet nyt, uddeling af udrustningsdele, kunne så gå til eftermiddag klokken 3, igen her til klokken ½6. Klokken 7 afgang mod syd bliver der sagt. Endnu ved vi kun retning Berlin, der ankommer vi om natten klokken 2, her drikker vi kaffe, så går det sovende videre igennem Brandenburg.

4.11. Har sovet helt godt i dag, på gulvet, fik noget strå skrabet sammen, det er bare frygteligt fodkoldt, men det må man vænne sig til. Kammeraterne i vognen synes temmelig trætte: Gefr. Miang, Hübsch, Garmsen, Petersen. Vi passerer Kottben, hvor vi igen får kaffe. Er nu i Sagar, her skal vi have noget pølse - Jeg havde næsten fået noget, men så langt rakte det ikke, så må man købe, så længe der er noget at købe. Klokken 4.05 afgang, passerer Leignitz klokken 7, der igen kaffe, nu går det forbi Breslau til Kochaw, der får vi de første, næsten ubrændte ærter.

5.11. i morges klokken 4 passerer vi Glewich-Oppeln, så Lula, Morpenroth, Kattowitz, Zabrce og er så på grænsestationen Chopinitz klokken 10 om formiddagen. Vejret er tåget, indbyggerne, kvinder og børn, løber barfodede og synes at være tilfredse med vores ankomst. Klokken 11 om formiddagen kører vi over den russiske grænse kort der efter en sprængt, men genopbyggt bro. Landskabet er som i Schlesien, blot er husene mere forfaldne. Indbyggerne vinker til os. Vi holder på flere stationer, en hedder Benken, så kører vi til endestationen Myczclock, hvor vi skal af. Først søger vi hen til en åben plads, der uddeles brød og pølse, klokken 4 om eftermiddagen afsted i ilmarch mod en landsby 15 km. væk. Ankommet her lyder det march omkring, da alt er belagt, ærgelige må vi samme vej tilbage. Hübsch og jeg indkvareterer os, da vi begge er overtrætte, i det første og bedste hus. Vi drager ind i et bryggeri, som det hedder, og fandt da også der et lille hjørne i en lade. Der lå allerede 800. Jeg sov forfærdelig uroligt, for det første var det frygtelig koldt, vinden hylede gennem alle sprækker og for det andet fik jeg i søvnen uuholdelige muskelkramper. Jeg snakkede så med min sidemand, en artillerist, som fortalte mig alt muligt interessant.

6.11. Klokken 10 formiddag marcherer vi videre for at finde vores egne, møder også en ammunitionskolonne, som vi slutter os til, så går det fint frem til den næste landsby, Zarki. Her besøger vi samtlige russiske butikker, for det meste er indehaverne jøder - vi køber te og æbler. Folkene må afgive hø og strå til hestene, en kvinde er af den grund utrøstelig, da hun, som hun klager, vil få prygel, når manden kommer hjem. Uophørlig kommer kolonnerne tilbage, vi skal til grænsen, da man venter russerne der. Desværre drejer de ledsagende vogne her ad en anden vej og vi må forsætte alene. Klokken 4 aften er vi igen i Mÿszclok ved vores enhed. Spørgsmålet om kvarter melder sig igen, vi finder en papirfabrik - plads til 1000 mand i en hal. Vil nu se at få sendt et kort herfra hjem. Klokken 3 skal vi op igen.

7.11. Klokken marcherer vi igen afsted og kommer snart på umiddelbar højde med russerne. Vores artilleri skyder allerede voldsomt, russerne gør det samme. Klokken 3 eftermiddag, to shrapneller ved siden af os. En shrapnel er eksploderet i en flok efternølere og har slået en Gefreiter af erstatningsmandskabet ihjel og såret en, også en Oberstløjtnant blev såret, heste ligger stadig rundt omkring. Om aftenen graver vi skyttegrave. Vi skal i kvarter i en landsby. Marchen i dag var meget anstrengende. Det er ikke til at få noget kvarter i landsbyen, alt er belagt. Endelig finder vi et hus, hvor vi kan lægge os på gulvet, som underlag bruger vi blade.

8.11. Klokken 3 træder vi an, der er noget kaffe. Jeg bliver ved bagagen, så kommer vi forbi nogle huse, der undersøger vi bistader og finder honning, desuden en gås og geder. I skoven gør vi holdt, der tilbereder vi vores middagsmåltid, udmærket. Vejret er nogenlund, men koldt og tåget. Vejene er forfærdelig dårlige, sandede og trærige, særligt besværligt for hestene, alle må jo holde for. I dag er det søndag, det ville sandelig være bedre at være hjemme. En ko købt af forbipasserende polakker for 70 M. bliver nu slagtet med det samme. Klokken er 3, det regner og luften er isnende. Forhåbentlig går det straks videre - vi fortsatte 8 km., hvor vi tog kvarter i en lad, god, men kold, vil laver oksesteg med ærter, smagte fremragende, forvænte bliver vi nok ikke.

9.11. Klokken 4 trædes an, klokken 6 går det i skyttegravene, som vi i hvert fald har skal indrette husligt. Der er 60.000 russere og 35 kanoner i anmarch. Skriver hurtigt et kort, lejligheden synes gunstig. Dagen forløber helt godt, om eftermiddagen regner det og klokken 6 drager vi hen til laden og antænder et lejrbål og blev som vanligt for varme. Der var otte cigaretter som "kærlighedsgave". Det trak voldsomt gennem laden, begge døre manglede.

10.11. Klokken 4 marchklar, klokken 6 drager vi igen ud til skyttegravene. Det regner hele formiddagen, men er ellers ikke koldt. Middagsmaden Ris. Dækningsrummene bliver bygget helt godt, her kan vi holde ud længe, hvis det skal være. I dag hører vi igen kanontorden, om vi kommer i kamp er endnu uvist. Sidder nu, klokken 3 om eftermiddagen, i en granskov, skal fælde træer. Klokken 6 går det tilbage til landsbyen, men skal videre klokken 8, uophørligt ind til vi endelig klokken 4 gennemblødte kunne krybe ind i en lade. Vi viklede os ind i hø, men jeg vågnede alligevel gennemfrossen klokken 10 i formiddags.

11.11. jeg fanger mig en høne for at have noget til aftensmad. Klokken 11½ forlader vi landsbyen, foran landsbyen gør vi holdt og graver os ned igen. Jorden er fuld af små sten, så at vi dårligt kan komme i jordne. Vi håber at komme tættere på grænsen. Vejret er igen gråt. Om aftenen drager vi ind i landsbyen Sabalka, som er forladt af indbyggerne.

[...]

26.11. I alarmkvarter, så må vi ikke spænde af, men den sorg kommer jeg let over med den første post fra min T. Glæden var naturligvis stor, endelig et livstegn i dette vildnis. Klokken 6 aften, voldsomme kampe i Jamgen, vi bliver ikke alarmeret, hvor kedeligt ikke? -

27.11. Kraftig beskydning af landsbyen af russisk artilleri, til venstre bliver et par artillerister og nogle civile dræbt. Klokken 5 drager vi igen i skyttegraven, smuk aften, men kold og hen mod midnat sne. Natten var roligt, om morgenen artilleriebeskydning.

[...]

8.12. Disse små polske børn, naturligvis må de skrige mellem hinanden hele natten, så vi ikke en gang kan få den nødvendige søvn. Jeg har nok fodret dem for godt i aftes, de revner næsten af brød med fedt, de arme børn. Klokken 7 rykker vi ud i en skov, hvor vi bliver liggende til mandag. I nærheden er østrigerne i kamp med russerne, kamptumlen høres tydeligt. Det går videre gennem et par brændene landsbyer, forbi et østrigsk batteri, som også tager del i kampen. Russerne har allerede lagt mærke til vores anmarch, en heftig shrapnell-beskydning hilser os velkommen?-
Nu vil jeg skrive dansk, det skal ikke læses af andre end dem, der kan læse dette Sprog.
Kl. 2 Efterm. vi staar bag ved en Lade, skyttet mod de fjendtlige Kugler. Jeg kom Gud ske Lov godt gennem Artillerie Ilden, der fald et par Offiz. fra et andet Komp og et par Mend men alle dog kun saaret. Mon vi kommer i Kamp? Ikke længe er jeg i Tvivl om det, ti snart lyder Kommandoet, schwärmen og saa har vi ingen Dækning mere. Vi løber først op paa en Høj, som ligger foran paa Marken, der smed vi os hen og forpustede lidt, saa igen videre til en Skyttegrav d.v.s. til Skyttehuller, men ak, da jeg na[a]ede saa vid[t], saa jeg, at alle Huller vare fyldte med Østrigere som laa i Fægtning med Russerne. Jeg raabte en til, at han skulde gøre Plads for mig, som han ogsaa gerne gjorde, men det var næsten umuligt - Hovedsagen var, at jeg var lidt skyttet mod Gewehrkuglerne, som susede om i Jorden omkring os. Jeg lagde mig paa Ryggen og begyndte at smide Jorden over mit hoved, hen foran os og paa den Maade blev der Plads for to. Kunde desværre ikke forstaa min øst. Kamerat. Det var en Gallicier, han talte ikke tysk. Vi blev liggende her, indtil alle Skyttelinier havde den rigtige Front, saa gik det atter frem. Strax vi løb ud af Hullerne fald en Østriger ved min Side, Russen skød mod os saa helt forfærdeligt med Inf. Artilleri og Maskingewehrer, det var et skrakkeligt Piben og Suren af Kuglerne - Jeg fik flere Skud gennem Tornister, Støvler og Kogepotten. Saa naaede vi Byen og tog den i Stormløb og fangede alle 795 Russere og flere Maskingewehrer. Det er dog grusomt at gaa mod saadant Ild og næsten utroligt, at vi ikke falder allesammen. Byen som vi stormede hed Augusitinov. Den stod i lys Lue, da vi gik imod den. Russerne gik tilbage, vi blev i deres Stillinger - Jeg bragte endnu et par Saarede tilbage til den næste Landsby - Zdzreszulicedolme-mazury. Natten var næsten søvnløs.

9.12. Foreløbig Ro i Skyttegraven. Min gode Kamerat Thomas Nissen, Blans, er bland de Faldne, vi talte endnu sammen, da vi løb over Marken lige før Slaget. Han bad mig give sin Familie Efteretning, naar der skulde passere noget. Jeg maa opfylde dette hans Ønske, hvor ondt det end gør en, naar de gode Menesker saadant maa rives bort. De stakkels Forældre og sin lille kæreste. Ihle fra Lyksborg blev ogsaa saaret i Armen, Clemensen og Moos skal være døde, den ene er fra Eken/Als. Jeg gik gennem Skoven for at see Offrene, som endnu laa ubegravet, men I kan ikke tænke jer det skrækkelige Syn, hundrede laa Russere og Tyskere omkring og mange af dem var ukendelige, særlig Russerne vare meget truffet af Artillerie Munition. Jeg maate endnu om Aften ud i en Skov paa Vorpost, der er meldt Kosakker og jeg maa passe paa; det er anstrengende at stirre ud i den mørke Nat [i] timevis - Derefter blev vi afløst af I. Batl. og kommer i Zdzicszuliscedolme i Quarter.

10.12. [1914] Vi har Ro i Dag, [h]vis der ikke passerer noget - Ro til at skrive. Der blev os en stor Anerkendelse tildel af Regiments- og Bataillonskommandereren for stor Tapperhed ved Stormen og vi skal have Ro en Dag til - det er rart. Med posten kom der ikke noget fra T., men en Honningkage fra Svigermor.

[...]

23.12. Allarm Kl. 8 ud igen, dog vender om igen efter et par Timer og kommer tilbage i Quarter i Reczica, samme Aften skal vi afløse et Komp i Skyttegraven ved Kanten af en lille Skov. Vi faar stadig Gewehr og Artilleriild som bliver helt forfærdelig Juleaften. Vi skal afløses Kl. 6 dog er det umuli[g]t at komme Skyttegraven nær i den Ild. At Russerne med Forsæt søger at forstyrre os vor Juleaften er mindre fint. Først Kl. 9 kan vor Afløsning nærme sig og vi vandrer tilbage til Reczica. Kl. 11 sa[a] er vi der. Jeg føler mig meget utilpas. Ingen Juleaftensglæde, ingen Post hjemmefra som kan opmuntre lidt.

1915

25.1. [1915] lidt Exezeren dog kun om Form. om Aftenen megen Post - meget glad -

[...]

6.2. Om Naten march vi til Lowitz, derfra ca. 7 Klm. videre til en lille Bahnestation, hvor vi bliver bragt i et Tog, som fører os over Thorn til Station Wrotzk i Westpreußen, kommer der i Quarter, Folkene her taler dog ogsaa polsk, føler derfor næsten ikke, at jeg er i Tyskland.

7.2. Vi ere spændt paa, hvor Vandringen nu skal gaa hen, men ikke længe er vi i tvivl derom, Kl. 11 Vorm. gaar vi allerede over den russ. Grense over Floden Drewen 16 Klm videre ind i Rusland. Bor hos meget pæne, tysktalende Folk. Opholdet i Tyskland var kun kort (13. Timer).

[...]

Pinsemorgen de. 23.[5].15 Kl. 8, det dejligste Pinsevejr - for at gøre Fæsten ret højtidelig havde vi Kl. 3 tændt et Hus som stod i lys Lue, vi gaar, Joh. Nissen fra Flensborg og jeg, gennem Løbegraven hen til Godset Kascerowy for der at føle os lidt ude af Krigszonen. Det var der i Haven ganske deiligt. Fuglene sang saa sødt og Frugttræerne blomstrede saa dejligt, derved en godtgørende Fred og Ro i Haven. Vi vandrede omkring i Haven et par Timer for saa at vende tilbage til vor Plads i Skyttegraven og for at drikke vor Morgenkaffe (dvs ikke som sidste Aar i Sandbjerg Høsthave) Dagen forløb rolig.
De senere Dage ogsaa uden større Begivenheder, enkelte Dage beskyder Russerne vore Skyttegrave med Granater, lidt ubehagelig Følelse dog uden at gøre os nogen Skade. Infanteriet begyndte ogsaa et par Nætter, men uden at vi kom i rigtig Fægtning. Vi forandrede vor Stilling flere Gange, altid til venstre. Paa et Sted laa vi Russerne paa 200 Meter over, det var dog ikke uheldigt, vi havde sluttet Borgfred, d.v.s. vi havde afgjort ikke at skyde paa hinanden, naar vi ogsaa viste os i Mandshøjde. Russerne har det nu saa, naar der kommer Offizerer, saa skal de skyde, derfor havde vi afgjort, at de skulde give os Tegn med et rød Klæde, naar der kom Offiz - saa skulde vi ikke vise os - Soldaterne selv vilde skyde over os hen, men det var muligt, at en af Offiz greb et Gewær, saa Faren ikke var helt udelukket.
Vi laa ved Kanten af en demolered Landsby, gennem den gik vore Løbegrave. Russerne vilde og saa her som andensted før handle med os, de vilde købe Pu___ eller Cognac eller Snaps for Penge eller Tee og Zucker. Jeg kunde nok forstaa, at de ikke var meget optaget for krigen, de ytrede, at det var dem lige meget om Rusland sejrede eller ej, de viste ej heller hvorledes det egentlig stod til med Kampen, de hørte kun om russ. Sejre, men havde ingen været med til endnu. I den Stilling laa vi kun 2 Dage, saa skulde vi igen videre til højre.

Der ligger vi endnu den 15.6.15. Foran os har vi en Skov, den er besat at vore Forposter, bag Skoven ligger Russerne paa ca. 800 Meters Afstand. Stillingen er særlig god, da Skoven foran os hindrer Artilleriet i at beskyde os med større Virkning, de kan nemlig ikke see om de rammer. Dagen er mest helt rolig, Natten derimod ikke, da nærmer sig de russ. Vorposter Skoven, betræder den ogsaa til Tider og derved kan Forposterne ikke forliges og Knalderiet er der, endnu har vi ingen Tab havd her i denne Stilling. Vejret er ganske storartet kun er det alt for varmt, det har ikke regnet i 8 Uger __. For et par Dage siden var der stærk Tordenvejr her, dog ogsaa uden Regn. Endelig i Gaar, den 14.6 fik vi lidt Regn og i Dag, hvor vi er i Skyttegraven regner det ogsaa. Jeg kan sidde i min Hule, saa det har mindre at sige, men godt er det for Landet og ogsaa for Støvet, at vi faar Regn. I Morges skal vi afsted hen til et andet Sted, hvorhen vides ikke der siges til Prasz ca. 80 Klm March herfra. 15.6. i Skyttegraven, vi skal afløses i Dag. Kl. 10 Aften kom Afløsningen, et saks[isk] Regiment No. 104, saa skulde vi endnu til Racionow, hvor t. vi kom hen Kl. 12. Der fik vi Quarter hos Pollaker.

[...]

23.6. Dagen forløb hos os rolig, til venstre for os Artillerikamp - Vejret er meget fint Nissen og jeg soler os. Jeg har Natvagt fra 9-12. Dog er jeg ikke træt og bliver derfor i Skyttegraven til henimod Kl. 2 og da kunde jeg høre noget forresten ret morsomt, Russerne raabte os - "God Morgen", som blev besvaret af os og saa gik det løs, et Raaben og Skrigen fra begge Sider. Begge Parter prisede den gode Modtagelse og Behandling som de vilde finde, naar de løb og gav sig til Fange, men Resultatet var ikke synligt; de syntes hinanden vist ikke rigtig troværdig. Lige overfor hvor jeg stod spillede en Russer Harmonika ganske brilliant og en tromlede dertil, det lød virkelig smukt ud i den klare, stille Morgenluft.

13.7. Kl. 3 om Morgen kom vi til en Skov, der gravede vi os ned for at lave Dækning mod Schrappnell. Kl. 3.30 begyndte vort hele Artillerie en kraftig Musik - jeg sov dog ind til Kl. ½9, saa maate vi ud igen og gøre os færdige til Afmarch, saa gik det frem. Stillingen blev taget og mange Russere fanget. De russ. Skyttegrave vare skrækkelig tilrettet, næsten hver Meter var der slaaet en Granat ned og utallige Døde laa der. Skrækkelige Syn. Mange laa endnu, som ikke var helt døde, endnu dog kunne vi ikke hjælpe dem, de maa vente til Sanitæterne kommer. Russerne befinder sig nu i Tilbagetog, vi bagefter. Staar lige ved et nedskudt Kloster og seer hvorledes Artilleriet arbejder. Kl. er 6 Eftermiddag. Vejret er nu godt, det regner dog af og til. Det gaar frem igen i sluttet Kollonner til vi naar et Bjerg, der har vi en Landsby og en Chausee for os, som Russerne endnu er Herre over. Artilleriet beskyder Byen og den brænder paa flere Steder. Vi graver os ned i smaa huller, hvor vi venter til om Morgenen uden at storme - til Højre og Venstre for os stormede vore Troper næsten til Midnat - om Morgenen gik vi frem mod Byen uden at støde paa Russerne.

14.7. Hele dagen bagefter Russerne indtil de om Aftenen gør Modstand igen - hele Dagen Regnvejr - vil ligger paa Marken til Kl. ½1 Natten, saa bliver vi taget tilbage til Dækning af den venstre Flanke - kommer saa igen i et Hus - for første Gang i mange Tider.

15.7. Russerne holder endnu Stand, dog er de gaaet et par Kilometer tilbage.Artilleriet arbejder igen helt voldsomt, saa Russerne snart vil rykke ud igen, vi bagefter. Indtil nu har vi kun 1 Saaret, Leutn fra 9 Komp er falden ogsaa en 86er. Russerne forkryber sig i Kornmarkerne, men der bliver de ogsaa fundet af Schrappnellerne eller af os, naar vi gaar frem igen. Det maa sandelig ikke være rart at være Russer i disse Dage i det voldsomme Artillerieild. Bygningerne alle forladte af Indbyggerne, tildels er de ogsaa helt ødelagte fra forgaaende Kampe - Tyskerne har været her 4 Gange, nu er vi her for femte Gang og gaar vist ikke tilbage mere - Vi har i Dybden erobret ca. 15 klm, ved ikke i hvad Længde der er angrebet, dog er det et stort Slag [i bunden af to sider Linien Ciecharrow-Krasnofiele blev gennembrudt]. I dag er Vejret Gud ske Lov bedre, det er kedeligt at gaa og ligge omkring paa Markerne i Regnvejr - gennemvaade maa vi sove en liden Stund, naar Lejligheden byder sig og mest paa fri Mark. Vi gaar lige gennem høje Kornmarker, meget Korn bliver tilintetgjort, men det er dog ikke saa slemt som store Mennesketab, forholdsvis meget smaa Tav ved alle Regimenter.
I Gaar i det Regnvejr holdt vi Middagsrast paa en Mark, da maate jeg virklig le over alle de Soldaters forskellige Stillinger, de indtog i Søvne. Flere stod oprejst og sov og faldt saa pludselig for eller bag over, en som faldt forover, faldt lige ned paa Geværløbene og stødte sin Næse, saa den blødede. Andre sad paa Tornisterne, faldt ogsaa for eller bagover i Morasten - andre laa med Ansigterne lige op i Regenen og Piben eller Cigaren i Munden, alle paa den bare Jord og naa de saa blev vaagen, gyrede de af Kulde. Jeg foretrak at gaa lidt omkring. Nissen gik en Tidlang med mig, men saa vilde han ogsaa sove. Dagen bliver dog meget lang og henimod Aften, da vi g[j]orde Holdt i en Kornmark, smed jeg mig dog ogsaa ned i det vaade Korn og sov ogsaa godt. Vi er endnu her i Landsbyen. Form Kl. 9.
- Klokken blev næsten 2 Efterm., da gik vi ud paa Marken. Artilleriet arbejdede endnu helt voldsomt - vi kom kun et lille Stykke, saa blev vi modtaget af Schrappnell fra det russ. Artillerie - ingen Tab - derfra skulde vi naa et par Huse, som laa ca. 500 Meter frem. Det gik ogsaa godt. Derfra til venstre over Marken til Landsbyen Somcjonowe - paa denne Rejse nogle Saarede. Da jeg havde naaet denne Bye, fik jeg Opdrag at gaa frem derfra mod den til højre for os liggende russ. Skyttegrav, der var en Lukke [Lücke=hul] mellem Regiment 128 og vort I. Bataillon, som skulde udfyldes af vort Kompagnie. Nu begyndte Spillet altsaa først rigtigt, vi styrtede altid hurtigt frem, omtrent 20 mtr. af Gangen for ikke at byde Russerne for god Lejlighed til at ramme. Regiment 128 laa foran os i Fægtning, derhen maate vi først søge at komme - jeg lod altid Folkene løbe frem, naar vort Artillerie afgav Salver paa de russ. Skyttegrave, saa vilde Russerne dukke sig, regnede jeg ud. Vi naaede Regimentet uden Tab i min Nærhed - kun lige der ankommen gik det paa hele Linien frem i Stormløb mod Skyttegraven. Russerne skød hvad de kunde næsten til vi stod i Skyttegraven hos dem, men saa bad de om Naade og løftede Hænderne op. De blev jaget tilbage til vor Reserve, som bragte dem videre. Det var et mærkværdigt Syn at se alle de fangne Russere løbe hvad de kunde med løftede Hænder, alle skrigende op med stor Angst i Minerne. Ved Stormen faldt dog desværre en Mand af miene (Kriech), han er at see paa Billeder under "Fuchsschwantz" og hvor vi sidder paa Bordet - en anden (Mazureck) blev saaret i Armen. Vi blev nu der til henimod Aften, saa blev vi afløst og gik vor Middagsmad - Derfra kom vi i Biwak paa en Mark ved Leschtje - Byen hvor Kampen gik ud fra hed Semejewo Nowe. Vi sov i Telte, ganske godt.

[...]

18.7. [1915] Kl. 5 raus Marschbereit. Vi kan altsaa komme afsted, naar det skal være. Russerne er om Natten gaaet tilbage. Min Hauptmann kommer dog og beder mig om at gaa hen til Dragonerne, skal søge dem i Landsbyen Romanowo. Jeg gaar derhen, dog er de ryket afsted, jeg bagefter, løber hele Formiddagen og finder dem endelig i Nærheden af Makow. Saa atter tilbage for at søge Kompagniet som imens er rykket ud. Finder dog kun Baggagen, Kompagniet er ved at grave en Skyttegrave siges der, saa det haster ikke at komme derhen, det regner ogsaa. Jeg gaar ind i en Lade vil saa efter Regnen til Kompagniet - Der kommer endelig Post - ingenting til mig - Jeg gaar nu til Kompagiet, det ligger ved en Skov, har gravet sig lidt ned i Jorden og skal der holde Vagt. Det regner og er noget koldt dog jeg er meget træt af Dagsturen, saa jeg sover godt til den næste Formiddag Kl. 11.

[...]

3.8.15. Dagen over i Ro. Posten kom om Aftenen Kl. 7. Brev fra T. meget glad. Kl. 9. Aften gaar vi fra Skoven til Goworowo, der graver vi os ned bag Byen og sover til den næste Form.

6.8. [1915] Natten forgik rolig, tidlig om Morgenen begyndte vort Artillerie igen at beskyde de russ. Skyttegrave helt voldsomt. Vi stod oprejst i Skyttegraven og saa til, et par Landsbyer som laa ved den russ. Stilling brændte, det var et helt Ildhav. Kl. 10 gik vi frem til Storm, vi skulde 1000 Meter frem. Det lykkedes ogsaa, men vi fangede ingen Russere. De løb vad de kunde, saa her var ingen Tale om at faa dem indhentede. Vi skulde tage en Høj 120, da vi havde taget den, kunde vi derfra ogsaa se, hvorfor Russerne var løben alle. Bag denne Høj ligger nok en Høj, der har Russerne en fast Stilling igen, der satte de dem fast. Vi gravede os ned i Jorden paa denne Høj 120 og det med en Hastighed som kun findes, naar der er Fare i Luften. Det fjendtlige Artillerie havde indstillet Kanonerne paa denne høj og vi blev her modtaget med en Hagl af Granater, det var en meget ilde Situation, Granaterne slog ned omkring mig saa jeg næsten troede, det var umuligt at komme godt ud af Kampen igen. Jord, Sand, Pulver, Jernstumper etc. fløj i Luften, saa Solen, som skinnede helt klart, blev formørket og saa blev jeg og de omliggende Kamerater oversaaet med alt muligt, som kom væltende fra Luften. Først vilde jeg flytte hen paa en anden Kant, men saa tænkte jeg, og det var ogsaa rigtignok tænkt, Russerne skal nok beskyde en anden Del af Højden, saa vi saa ligger godt her. Efter en halv Timestid skød Russerne ogsaa mere til venstre, saa vi kunde aande mere frit igen. Nu har jeg gravet mig dybere ned og lavet en Bænk, saa jeg kan sidde og skrive, Infanteriet skyder, de kan ikke gøre mig noget, Artilleriet skyder over os hen. Jeg har gravet mig ned mellem en Rug og en Kartoffelmark. Vi maate endnu lidt frem for at kunde overse Terainet, der gravede vi os ned. Vi laa i Skyttegraven til Kl. 2½ Vorm. Desværre var vore Tab støre end jeg troede, i det Hele 43 Saarede og Døde, af mine Folk 9 saa der kun bliver 10 tilovers af mine 20 Mand.

[...]

2.10. Kl. 4 er vi i en Skov lidt længere tilbage, der skal Komp. blive hele Dagen, jeg venter til henved Kl. 7 saa gaar jeg til Regimenetskontoret for at udbede mit Orlovsbevis - Kl. henved 8 Vorm. spadserer vi saa afsted - Vi løbe næsten mere end vi gaar, det er at mærke at vi skal hjem Trangen at komme frem hurtigst muligt. Den første Tur er 12 Klm. saa naar vi Bogdanow, en lille Stadt -, Derfra med en Prov. Kollonne videre - der er jo ikke en saa behagelig Kørsel da Vejen er lidt ujævn. Ca. 40 klm kommer vi frem paa den Maade, saa bliver det Aften for os - vi under os en lille Pause, saa gaar det igen videre trods Mørke - vi vil endnu før Morgenstunden naa Lida - derhen har vi endnu 27 klm. - Vi bliver sovning, trætte og kede af at gaa, men det nytter ikke - vi synger og fløjter for at holde Øjnene a[a]bne og naar saa endelig Kl. 5 om Morgenen Lida -

[...]

5.10. om Morgenen Kl. 8. naar Byen Goldap, her maa vi stige ud for at blive renset for Utøj. Efter at vi er løbet omkring fra den ene Kaserne, fra det ene Lazarett til det andet, ingen vilde tage sig af os, bliver vi endelig optaget i et Fangelejr Anstalt, i al Hast renset og saa med Toget 12.45 til Mellemstation derfra over Thorn til Berlin, hvor vi lander Kl. 6 Vorm.

6.10. Fra Berlin til Neukøller for at faa nyt Tøj ectr. derfra igen til Berlin for at faa mig en extra Uniform og Kl. 5.28 Efterm. videre til Hamborg - Fra Berlin telephonerer jeg hjem til Tydde, ingen vil tro at det virkelig kan være mig, der kommer hjem igen. Hamborg maa jeg blive Nat over, den anden Morgen med Toget til Flensborg.

7.10. her venter Tydde mig paa Bahnegaarden og vi kører saa efter at vi har besøgt fru Buske videre til Sønderborg - saa er jeg hjemme, hjemme igen efter at have været et Aar borte. Intet har forandret sig, jeg synes slet ikke at jeg har været borte saa længe. -

En tid er forgaaet, jeg var hjemme i tre Uger, tiden gik altfor hurtigt, den 29.10. Efterm. Kl. 1½ gaar det igen bort med Damperen til Flensborg, Tydde følger mig derhen. Søgang - Svigerforældre er paa Pavillionen. Vi spadserer omkring, siger farvel forskellige Steder og Dagen er forsvunden inden man ser sig om. Afsked paa Bahnegaarden og jeg staar igen allene og skal ud i den sorte Uvished igen.

30.10. Kl. 4.40 tidlig med Toget til Hamborg, der 2 Timers Ophold og saa igen videre Kl. 2 til Berlin, der Kl. 6, saa ud til Kasernen i Neukøllen for at melde mig - Bor Natten i et Hotel skal den næste Dag igen afsted til Frankrig.

[...]

17.11. efterm. Kl. 5 gaar det igen fem i første Linie paa 3 Dage. Vejret er ret daarligt igen. Men det blev bedre, fra Oven kom der ikke noget vaad - Indtil Løbegraven gik det saa godt, men saa blev det næsten tragikomisk med alt det Vand som paa forskellige Steder stod 3/4 Meter højt - de fleste af Soldaterne kravlede op og løb vid Siden af Løbegraven, heller risikere en Kugle end at løbe gennem alt det Vand. Vi kom dog alle godt hen til Bestemmelsesstedet. Det første jeg saa var en død Soldat som laa paa en Bænk, han havde faaet et Skud gennem Hovedet. Min Hule var endnu under Vand, saa jeg maate strax faa Pumpen i Bevægelse. I Skyttegraven stod Vandet ogsaa endnu højt. Har i Nat ingen Tjeneste.

18.11. Den største Opgave for i Dag er at blive Herre over Vandet. Det bliver vi ogsaa hen paa Efterm. efter at vi havde dæmmet forskellige bag Skyttegraven løbende Vandgrave af. Dagen var ellers rolig, kun af og til 1 Skud. Jeg har Vagt fra Kl. 7 til Kl. 2 Natten. Tiden skal forgaa med at skrive - Natten er meget urolig, særlig Maskingeværerne skyder hele Tiden. Kl. 5 er jeg udvigen, men saa gaar jeg i Sovesække og sover til Kl. 10 Form.

19.11. Vejret koldt, det har frosset stærkt - Dagen forgaar med det sædvanlige Arbejde. I Nat har jeg ingen Tjeneste. Natten forløb rolig, Dagen over regnede det igen, saa Vandforholdene ikke blev saa meget bedre.

20.11. Natten rolig, har Tjeneste igen om Formiddagen, henved Kl. 12 fjendtlige Ildoverfald med Granater, Miner og Maskingeværer, Kl. 2, Kl. 5. og 7 Aften igen, vi har 6 Saarede. Det var som om Himlen og Jorden ramlede sammen saadan Allarm var der. Saa kom Turen ud af Skuttegraven gennem Løbegraven, ach herje! - Vand, Vand og fra alle Kanter Geværild, saa man daarligt kunde risikere at løbe udenfor - Det gik dog godt - vi kom efter 3 Timers March til Bac Immerin, i Beancamps spiste vi Hvidkaal.

[...]

13.14.15./12.[1915] ligger Komp. i Ro i Halluin. Den 15. om Morgenen Kl. 8 gaar det til Tourcoing, en større By ved Lille, herfra bliver vi saa med Toget kørt til Cambrai. Fra Cambrai til Niesguies, her i Quarter.
Har fra den 15. af overtaget Posten som Feldw. paa Skrivestuen. Kompagniet ligger hos Indbyggerne, fordelt i den ene Halvdel af Byen, i den anden ligger det 10. Komp. og Batl. Stab. Skrivestuen er stor og ganske behagelig, mon vi skulde faa Lov til at blive her i længere Tid? Tjenesten bliver ikke meget lavet, Folkene skal efter de haarde Dage have Ro. Juleaften haaber jeg vil vi kunde fejre her, dertil allerede udsøgt en Skole, hvor Festen skal afholdes. En Mand er sendt til Brussel for at gøre Indkøb til Julegaver til Soldaterne. Enhver skal jo have lidt. Et stort Juletræ har vi ogsaa bestillt, det maa vi ogsaa have pænt pyntet, saa enhver kan have sin Juleglæde. Det er den anden Jul, jeg oplever i Fjendens Land, men heldigvis er Julen detter Aar meget lysere en Aaret 1914, da kom vi tilbage Juleaften fra Skyttegraven efter at Russerne havde beskudt os helt forfærdeligt med Artillerie og Infanterie i flere Timer - til Aften eller Middagsmad fik vi ikke noget da vort Feltkøkken var falden om, som Juleforæring fik vi en lille Honningkage og det allerværste, ikke et Livstegn fra derhjemme.
Hvor ligger dog alt anderledes dette Aar, bag Fronten, næsten altid Efterretninger hjemmefra, en god varm Stue, god Mad og ikke mere saa modtagelig mod alle de kedelige og trøstesløse Indtryk Krigen bringer med sig - Desværre kan vi dette Aar heller ikke synge om Fred paa Jorden - men ogsaa gennem mørke Skyer trænger Lysstraaler og Haabet om at Freden dog snart maa komme tager Overhaand. Naar den Dag, den Tid først er der vil vi søge at glemme alt det Onde vi har set og oplevet i denne Krieg og tilegne os det gode som vi gennem Krigen ofte nok har følt ogsaa findes blandt Mennesker i haarde Dage. Vi har Grund til at glæde os paa Fremtiden, hvor vi ved at vi, naar Krigen har en Ende vil være hos gode Mennesker, som har levet med os i en haard Tid og været os en legemlig og sjælelig Støtte - Usigelig megen Tak er vi dem skyldig.

Kilde: Museet på Sønderborg Slot, historiske arkiv, personer, Frederik Nissen, dagbøger, breve og fotoalbum.