SKYTTEGRAVE

At grave skyttegrave var en gammel teknik, som for det meste blev brugt ved belejring af fæstninger. Formålet var at komme så tæt på fæstningens mure, så et så kort stykke som muligt skulle tilbagelægges uden dækning, når man stormede. Brugen af skyttegrave passede ikke godt til den offensive tankegang, der herskede i de europæiske hære ved verdenkrigens udbrud. Men de moderne våbens effektivitet tvang soldaterne til at grave skyttegrave, som viste sig meget svære og kostbare at indtage.
De første skyttegrave var meget primitive, de var begyndt som skyttehuller, som efterhånden blev forbundet. De var derfor ikke særlig dybe og manglede ofte afstivning af siderne og af den grund var de meget sårbare overfor vejrliget; regn kunne få siderne til at styrte sammen og smeltet sne kunne fylde skyttegravene med vand. Efterhånden blev de forstærket med sandsække og træværk, de blev gravet dybere og man forsøgte at lave afløb for vandet. Der indrettedes skydeskår og byggedes dybe dækningsrum, som ind imellem blev forstærket med jernbeton og forbundet med hinanden med underjordiske gange. Man gravede også flere skyttegrave bag hinanden, så fjenden ikke så nemt kunne bryde igennem ens linjer. Foran skyttegravene opsatte man pigtrådsspærringer, der skulle forhindre fjenden i trænge ind i skyttegraven, de blev med tiden bredere og bredere og var indrettet sådan, at fjenden blev ledt hen mod maskingeværerne.

TEKSTUDDRAG

Nicolai Clausen, I nærheden af Soisson 23/9 1914

Kjære Foreldere!
Meddele Eder at jeg har det meget godt, vi ligge for tiden i Skóddegrave, igaar fik vi aas en Skadt. Inat gik vi lit frem og Gravede aas ned igjen, og saa gaar det nu frem til vi naar Pariis. Nu er det snart Aften igjen, Peter Jacobsen fra Hertehowed er lige her og legger en Pasiar af, han er ogsaa ved
godt Humór. Kjære Foreldere kan i ikke sende mig en lille Pakke paa et ½ [pundtegn] af Cigare Cigaretter eller Cokolade, tie det er kjært at faa en saadan lille gave, for her kan vi ikke kjóbe noget for Penge. der er mange der for en saadan Pakke. Kon en lille og en mere, hjertelig Hilsen til alle i kjære der hjemme Eders
Nicolai
En venlig hilsen sender Peter Jacobsen

se hele brevet

Friedrich Nissen, dagbog 8/12-1914

[...]Vi løber først op paa en Høj, som ligger foran paa Marken, der smed vi os hen og forpustede lidt, saa igen videre til en Skyttegrav d.v.s. til Skyttehuller, men ak, da jeg na[a]ede saa vid[t], saa jeg, at alle Huller vare fyldte med Østrigere som laa i Fægtning med Russerne. Jeg raabte en til, at han skulde gøre Plads for mig, som han ogsaa gerne gjorde, men det var næsten umuligt - Hovedsagen var, at jeg var lidt skyttet mod Gewehrkuglerne, som susede om i Jorden omkring os. Jeg lagde mig paa Ryggen og begyndte at smide Jorden over mit hoved, hen foran os og paa den Maade blev der Plads for to. [...]

se dagbog

Friedrich Nissen, dagbog 6/8-1915

[...] Vi gravede os ned i Jorden paa denne Høj 120 og det med en Hastighed som kun findes, naar der er Fare i Luften. [...] Nu har jeg gravet mig dybere ned og lavet en Bænk, saa jeg kan sidde og skrive, Infanteriet skyder, de kan ikke gøre mig noget, Artilleriet skyder over os hen. Jeg har gravet mig ned mellem en Rug og en Kartoffelmark. Vi maate endnu lidt frem for at kunde overse Terainet, der gravede vi os ned. [...]

se dagbog

Et skyttegravssystem
Uddrag af Wilhelm Jürgensen: Das Füsilier-Regiment "Königin Nr. 86 im Weltkrieg. Erinnerungsblätter deutscher Regimenter bd. 101. Oldenburg/Berlin 1925, s. 107-8.

Da 86´erne rykkede ind i Champagne, fandt de en skyttegrav som knap nåede til brystet, uden spærringer og dækningsrum, ellers intet, slet intet. Da de blev afløst, efterlod de sig tre meget forgrenede, forbilledlige stillinger. Alle veludstyrede med dækningsrum, beskyttet af brede pigtrådsspærringer, forbundet med baglandet via dybe, kilometerlange forbindelsesgrave. To veludbyggede lejrer til reserven og til hvile, stalde og barakker til trosset.
Som allerede nævnt, blev hovedskyttegraven, K1, beskyttet af en, i det nye afsnit sågar af tre forpostgrave. 16 sapper, herunder også en skjult, var skubbet frem i ingenmandsland. Bag K1 løb K2, hvor frontkompagniernes reserve var indkvarteret. I dalsænkningen løb en skinstilling, omtrent knædyb, som skulle tiltrække den fjendtlige ild, men blev snart udbygget til forstærket skyttegrav og udstyret med MG. Selv ved Høj 193 løb K3, eller hovedmodstandslinjen, en særlig stærk og fast stilling, her lå altid et kompagni af bataljonsreserven. De var desuden udstyret med maskingeværer, som indirekte kunne beskyde de fjendtlige skyttegrave, og to små kanoner i skjulte stillinger. Bag på højde 193s bakkekam var K4, som hovedsageligt var forbeholdt artilleriets observatører. Det var den første stilling, den bestod på højre fløj af seks, på venstre af otte bag hinanden liggende skyttegrave. Talrige forbindelsesgrave forbandt de forreste grave. Fire løbegrave af hver 1500 meters længde førte bagud fra K2. Fra Bremerlejren løb dronningevejen adskillige kilometer bagud (jfr. skitsen s. 83).
Tre kilometer bagude beherskede endnu en stilling på højderne nord for Somme-Py hele Py-dalen, det var den 1. reservestilling eller R1. Den bestod af to skyttegrave og var altid bemandet af et kompagni. Endnu tre kilometer bagude løb R2-Stillingen, godt skjult i skov, som fortsat udbyggedes og som i alvorlige tilfælde ville blive bemandet af en del af hvilebataljonen. [...]

se kort

Feltbefæstning
Uddrag af Dienstuntericht für den Infanteristen des Deutschen Heerest, 49. oplag, uddannelsesår 1914-1915.

Alment.
Feltbefæstningen gør det lettere med svagere kræfter at holde stand mod en overlegen modstander, for på et andet sted at kunne angribe med så meget stærkere kræfter, for at vinde tid eller fastholde et vigtigt punkt. Kan også benyttes til at narre fjenden (skinanlæg).
For at det fordrede arbejde kan blive udført, er infanteriet udrustet med en bærbar spade. Desuden føres der på særlige vogne mere værktøj (store spader, save o.s.v.) med i felten.
Til det mere vanskelige arbejde bruges ingeniørerne. Infanteristen uddannes til at kunne fremstille simple anlæg; desuden har hvert regiment (bataljon) en særligt uddannet "ingeniør afdeling".

I forsvaret.
Befæstningen skal tilpasses landskabet på bedste måde. Hovedfordringen til en forsvarsstilling er et frit og vidt skudfelt for at forøge egen våbenvirkning (nødtørftig forbedring af skudfeltet; fastslå afstanden til vigtige linjer og punkter i landskabet; forberedelse af natteskydning). God skydning er den bedste dækning. En formindskelse af den fjendtlige ild kommer i anden række (fremstilling af dækning og sløring så vel som skinanlæg for at narre fjenden). Den vigtigste del af forsvarsanlægget er skyttegraven. Mangler der naturlig dækning for den bagvedliggende forstærkning, så anlægges dækningsgrave, der forbindes med skyttegravene med forbindelsesgrave.
Dybe og smalt udgravede skyttegrave giver den bedste beskyttelse, frem for alt mod artilleribeskydning. Skyttegrave for knælende skytter kan i nødstilfælde anvendes ved tidsmangel. Når det på et tidspunkt er muligt anlægges skyttegrave for stående skytter. Har man tid kan man udbygge dem til forstærkede skyttegrave, som tillade beskyttet færdsel bagved skytterne.
Forsvarsanlæggene bliver ved længer ophold forsynet med overdækning, ammunitionsdepoter og lignende indretninger (forbindingsrum, latriner o.s.v.)
Sløring fremstilles af buske, jord el. lign. Den tjener til at skjule mandskabets hoveder.
Skinanlæg skal narre fjenden, skal altså set ude fra give indtryk af at være en feltbefæstning.
Rygværn beskytter mod sprængstykker bagfra. Fremstilles af overskydende jord.
Skulderværn skal beskytte mod bestrygning fra siden, de kan fremstilles ved et savformet forløb af skyttegraven.
Overdækning kan indbygges i skyttegrave og dækningsgrave, lettere overdækning kaldes læ-rum mere modstandsdygtige kaldes dækningsrum. Har man ikke tid til at fremstille læ-rum kan man som nødforanstaltning lave skærmbrædder.
Forhindringer foran befæstningsanlægget forøger modstandskraften og beskytter særligt om natten mod overraskelses angreb. De anlægges så vidt muligt skjulte, så stillingen ikke afsløres. Til forhindring benyttes hovedsageligt trådforhindringer, foranliggende grave, træ- og grenforhugninger, ulvefælder, miner.

Ved Angreb
muliggør feltbefæstningen en fastholdelse af det allerede opnåede og til at mindske tabene ved at arbejde sig frem gennem dækningsløst område. Sammenlignet med forsvareren må angriberen på grund af tidsnød nøjes med det simpleste gravearbejde. Drejer det sig om et angreb på befæstede feltstillinger eller sågar om angreb på fæstninger, så er angriberens gravearbejde mere omfattende.
Mod stærkt befæstede feltstillinger bliver angriberen ofte tvunget til at kæmpe i dagevis. Angriberens arbejde foregår ofte under fjendtlig beskydning. Det kommer derfor an på liggende hurtigt at fremstille en simpel dækning (skyttefordybning), som ved forhåndenværende tid uddybes og efterhånden forbindes til en sammenhængende dækning, således at en skyttegrav for knælende og siden en for stående skytter opstår. Derunder går spaden fra hånd til hånd mellem de nærmeste skytter. Den liggende mand graver først en forsænkning ved siden af eller foran sig, i hvilken han dækker sig, mens de andre tager fjenden under beskydning. Den opgravede jord bliver først smidt foran fordybningen som geværstøtte. Geværstøttet bliver så forlænget til begge sider og forstærket.

BILLEDER

Skematisk fremstilling af skyttegrav.




Regimentsstilling ved Moulin-sous-Touvent maj 1915. Et tidligt skyttegravssystem, hvor der kun er en linje af skyttegrave. Det slesvigske regiment Füsilier Regiment nr. 86 lå her i 1915, hvilket ses af forbindelsesgravenes slesvigske navne.

Regimentsstilling ved Navarin-Fermé 1916. En veludbygget skyttegrav med mange linjer bag hinanden, hovedforsvarslinjerne er betegnet med K. Sammenlign iøvrigt med ovenstående beskrivelse af et skyttegravssystem.


Regimentsstilling i Flandern 1917. Skyttegrave er næsten fraværende på grund af den voldsomme beskydning. En del af fronten bemandes i granathuller, mens en anden af skyttegrave, som på grund af det høje grundvandsspejl er en række jordvolde. Regimentets øvrige kompagnier besætter områder og ikke skyttegrave og holder sig dækket i bunkers. Det besatte frontstykke er betydeligt smallere end de tidligere år.

Tidlig skyttegrav på Vestfronten 1914-15. Skyttegraven er lav og primitiv, i retning af skoven aner man to rækker pigtråd. Der må være tale om en fredelig sektor, da der ingen granathuller er (endnu) og fjendens skyttegrave må være ude af syne, siden soldater kan stille op til fotografering siddende ovenpå skyttegravens brystværn. I Haderslev Byhistoriske Arkiv

Skyttegrav på Vestfronten omkring 1915. Siderne er velafstivede med træ og sansække, men skulderværn mangler. Til højre ses trin, som soldaterne kan stå på, så de kan se over skyttegraven.
I Museet på Sønderborg Slot.

Veludbygget og forholdsvis rolig skyttegrav ved Fliery i Frankrig, 1916. Skyttegraven er dyb og dækningsrummet, hvis indgang ses til højre, er af beton. Soldaten øverst til venstre sidder ved et periskop, så han useet kan betragte ingenmandsland. I Haderslev Byhistoriske Arkiv.

Billede fra samme stilling som forgående billede. Skyttegraven er ikke i så god stand som ovenfor, men er stadig en veludbygget og god skyttegrav. Til venstre i billedet ses spanskeryttere, som ved fjendens indtrængen skulle bruges til at spærre skyttegraven. I Haderslev Byhistoriske Arkiv.

De tætte pigtrådsspærringer foran tyske linjer ved Achiet-le-Petit i Frankrig, formodentlig i 1917.
I Museet på Sønderborg Slot.


Et kik over Ingenmandsland gennem et skydeskår. I mellem de sammenfiltrede rækker pigtråd ses en død soldat og bagved anes de fjendtlige skyttegrave som hvide linjer. Sted og tid ubekendt.
I Haderslev Byhistoriske Arkiv.

Skyttegrav eller kraterstilling i en urolig sektor. Der hvor det gik hårdest til ødelagdes skyttegravene næsten fuldstændigt, soldaterne måtte så tage til takke med dækning i granathullerne, som de nødtørftigt udbedrede.
I Haderslev Byhistoriske Arkiv.