TAKTIK

Ved krigens begyndelse var det fremherskende taktiske princip "angreb for enhver pris". Men de moderne våben gjorde tabene ved angreb meget store og førte til skyttegravskrig. Men det gjorde ikke tabene mindre. Nu var det nemlig ikke længere muligt at omgå fjenden og overraskende falde ham i ryggen. Man var nødt til at angribe frontalt gennem pigtråd og mod en fjende i god dækning i skyttegravene.
Man forsøgte derfor at gennembryde fjendens skyttegrave på et udvalgt sted og derefter sende tropper gennem hullet, så de kunne angribe fjenden i ryggen. For at svække forsvaret bombarderede artilleriet fjendens skyttegrave og pigtrådsspærringer. Men som regel overlevede nok soldater til at bemande maskingeværerne og holde angriberne tilbage.
Lykkedes det at erobre den første fjendtlige skyttegrav, havde fjenden, advaret af bombardementet af sine skyttegrave, nået at sende sine reserver frem. Desuden udbyggedes skyttegravene efterhånden til 3-4 skyttegravslinjer bag hinanden, indtog man en, var der altså som regel endnu 2-3 tilbage. Dårlig kommunikation betød som regel også, at ens eget artilleri forhindrede en videre fremrykning. De beskød nemlig de bagvedliggende skyttegrave for at hindre fjendens reserver i at nå frem.
De mislykkede gennembrudsforsøg førte en overgang til, at man ikke længere angreb for at gennembryde fjendens linjer, men for at tilføje ham så store tab, at han til sidst måtte overgive sig. Det førte heller ingen vegne, fordi man ved angrebene tabte lige så mange eller flere mænd end fjenden. Mod slutningen af krigen begyndte man derfor at benytte sig af en infanteritaktik, hvor særligt uddannede tropper efter et kort bombardement banede vejen for resten af tropperne ved at infiltrere de fjendtlige skyttegrave og ødelægge deres maskingeværer osv.
Men i sidste ende blev det ikke en bestemt taktik, der førte til krigens afslutning. Men Ententens overvældende overmagt.

TEKSTUDDRAG

Angrebet har som formål at kaste fjenden ud af hans stilling og tvinge ham til tilbagetog. Angriberen er på forhånd forsvareren overlegen, fordi hans kraft og beslutsomhed gør forsvareren tilbageholdende, og han kan udvælge sig det sted, hvor han vil angribe, sådan at forsvareren ikke kan udnytte sin stilling fuldt ud. Vores tropper har næsten altid angrebet. Vores grundsætning er: Frem mod fjenden koste hvad det vil!

Frederik den Store angreb med undtagelse af ved Hochkirch i alle sine Slag, selvom om hans hær næsten uden undtagelse var i mindretal. - Ved Spicheren måtte de talmæssigt overlegne franskmænd i en uindtagelig stilling vige for prøjserne uopholdelige fremtrængen.

Men vi må også rykke frem mod fjenden, fordi vores styrke ligger i virkningsild på middel og tæt afstand. Kommer vores infanteris skydning blot tilnærmelsesvis i nærheden af skydningen i fredstid, så vil vi uden tvivl hurtigt nedkæmpe den ringere skydende modstander.
Er vores angreb bestemt, så løber fjenden for det meste væk, før vi er fremme; bliver han rent undtagelsesvis stående, så stikker vi ham ned.
Men er vi feje, tøver vi under angreb, gør vi om, så styrter vi os selv i fordærv: vi må så gennemskride den just tilbagelagte strækning under rasende beskydning; fjenden, som før, da vi trængte ind på livet af ham og tilføjede ham tab, skød usikkert og dårligt, vil så snart vi vender ham ryggen, med velplaceret, hurtigild nedskyde os som jaget vildt. Jo stærkere vi angriber ham, jo hurtigere vil han blive slået til jorden eller tvunget til flugt, og jo hurtigere og sikrere forsvinder al fare.

Da franskmændenes angreb ved Champigny (2.12.1870) gik i stå, de forreste linjer vendte sig om til flugt og alle uopholdeligt trak sig tilbage, høstede vores forfølgelsesild forfærdeligt iblandt dem.

Står vi over for en meget stærkere fjende, så handler vi oftest klogest, når vi forsvarer os i en god stilling, når vi lader fjenden angribe, derved giver ham tab og først, når vi har gjort ham rigtig mør, falde over ham for at tilintetgøre ham. Derfor må vi også lære forsvaret at kende.

Stødtroppetaktik
Uddrag af Anleitung zur Ausbildung von Stoßtrupps, 1917.

[...] Stødtroppernes hovedopgave består i fjernelsen af fremskudte sapper, flankeringsanlæg, på forhånd kendte blokhuse, maskingeværer, befæstede dækningsrum, på forhånd ukendte forsvarsanlæg og oprulning af skyttegrave, det vil sige i lettelsen af stormangrebet ved indtagelsen af særlig besværlige fjendtlige anlæg.
[...] Angreb i talrige små stormkolonner, ikke i skyttelinje, indtrængen, overraskende og ved forlægning af eget artilleri.
Første bølge går hensynsløst frem indtil målet. Anden og tredje bølge foretager grundig udrensning af området, som første bølge har lagt bag sig.[...]

BILLEDER