FØRSTE VERDENSKRIG
.- de sønderjyske krigsdeltagere
 




UNIFORM OG UDRUSTNING

De fleste hære havde før verdenskrigens begyndelse lagt det 19. århundredes farvesprudlende uniformer og var trukket i khaki eller feltgrå. En undtagelse var Frankrig, hvis soldater var iklædt røde bukser og mørkeblå uniformer. Det gjorde dem meget synlige og derfor til nemme mål for de fjendtlige soldater, så uniformen blev hurtigst muligt udskiftet med en mindre synlig.
Men de fleste landes uniformer undergik en eller anden form for forandring i løbet af krigen. Med brugen af gas i begyndelsen af 1915, blev gasmasken en nødvendig del af udrustningen. Samme år indførte franskmændene en stålhjelm og året efter fulgte Tyskland og England trop.
Næst efter den franske uniform er ændringerne i den tyske uniform nok de mest gennemgribende. Pikkelhuen mistede først sin pikkel og blev siden udskiftet med stålhjelmen. Uniformsjakken blev mere simpel, de langskaftede støvler skiftet ud med snørestøvler og vikkelgamascher og rundt om halsen hængte man sandsække med håndgranater. Soldaten var blevet en krigens arbejder.


BILLEDER

Tysk soldat 1914-1915. Uniformen er feltgrå for at være mindre synlig, og i en let forsimplet udgave, som introduceredes efter krigsudbruddet for at lette produktionen. Pikkelhuen er tildækket, så solen ikke kan glimte i metaldelene.
I Haderslev Byhistoriske Arkiv.

Tysk soldat 1915-1916. Uniformen er feltgrå og den, som blev indført i 1910. Pikkelhuens spids er fjernet, da den dels kunne afsløre soldaten ved at rage op over skyttegravens kant og dels havde en tendens til at hænge fast i pigtråd under patruljer i ingemandsland. På ryggen bærer han en flammekaster.
I Haderslev Byhistoriske Arkiv.

Tysk soldat 1917. Uniformen er en simpliceret type, som blev indført i slutningen af 1915. De traditionelle langskaftede støvler er skiftet ud med snørestøvler og vikkelgamacher, til dels som følge af manglen på læder. På hovedet bærer han den tyske stålhjelm, som blev indført i 1916. Om halsen har han to sandsække til håndgranater. I Haderslev Byhistoriske Arkiv.

Skematisk tegning af det tyske tornyster model 1895. Af soldaterne kaldet en "Affe" (abe), fordi flappens yderside ved krigens begyndelse bestod af kohuder, hvor hårene ikke var fjernet. Senere var den af lærred.
Efter Dienstuntericht für Soldaten des Deutschen Heeres, Berlin 1914, s. 57.

Ud over tornyster bar den tyske soldat flere ting i sit bælte. Den malkende sanitetssoldat (Røde Kors armbindet anes på venstre arm) har i sit en bajonet, en feltflaske og en brødpose. Over skulderen har han en 2-liters feltflaske med vand til de sårede. Fremmachen gennem Belgien og Frankrig 1914.
I Museet på Sønderborg Slot..