|
KAMP
Det var sjældent at soldaterne trådte
an til kamp og forlod deres skyttegrave for at angribe fjenden.
Mere almindelig var sammenstød med fjenden under patruljer
i ingenmandsland og skudvekslinger fra skyttegrav til skyttegrav.
Et angreb begyndte som regel med, at de fjendtlige stillinger
blev bombarderet. Bombardementerne kunne vare i dagevis og være
af enorm voldsomhed. Når man skønnede, at fjendens
pigtråd og skyttegrave var blevet tilstrækkelig sønderskudt,
forlod soldaterne deres skyttegrav. De trådte ud i det åbne
og skulle krydse ingenmandsland, hvor fjendens artilleri og maskingevær
havde frit spil. Tabene kunne være frygtelige, før
man nåede frem til den fjendtlige skyttegrav. De forsvarende
soldater, der havde overlevet, forlod ved bombardementets ophør
deres dækningsrum. Efter timer, måske dage under beskydning
skulle de bringe deres våben op i den sønderskudte
skyttegrav og gøre dem skudklar før angriberne var
fremme ved skyttegraven. Mislykkedes det, kæmpede man videre
i skyttegraven med det, man havde for hånden: håndgranater,
knive, geværkolber, sine bare næver. Eller man forsøgte
at overgive sig.
TEKSTUDDRAG
Nicolai Clausens,
Frankrig den 9 Juni 1915
Kjære Foreldere!
Modtog Eders kjære Kort fra den 4 Juni, som jeg glæde
mig meget ved, i disse tonge Dage. Jeg skrev et Kort igaar, som
jeg ogsaar har Dateret med den 9. Juni, men skulde wære
den 8.tende, jeg skal nok skrive ver Dag i denne tid.
Nu vil jeg Fortelle Eder lit om forholdene her. Paar Lórdag
havde vi en Kannonade saar sterk, at dem som laa i Skóttegrave
kunde ikke holde det ud. Saar Sóndagmorgen begynte det
igjen. Det 10. Kompagnie og 9. Kompagnie skulde saar ud i Sköttegrave
og lóse det 11. og 12. Kompagnie af og da de kom der ud
greb Franskmendene an og Brekkede igjennem og tog næsten
hele Batailionen Tilfange og kom helt igjennem ned til os, vi
hol[d]t dem saar lenge intel der kom Reserve Truppe og jalp os,
og sar slog vi Dem tilbage i vores Stellen, og der sidde de nu,
de har en Front paar 100 m af vor Besat, der bleve kempet enu
haabeligt for vi dem helt tilbage. [...]
se hele brevet
Christian Campradt,
Moncornet d. 21/4 17
Kære forældre!
Vil meddele jer lidt om hvordan jeg blev såret:Vores Division
lå i hvilestilling, som jeg allerede har skrevet til jer,
i Dizy-le-Gros. Om tirsdagen (3. påskedag) blev vi dog pludselig
alarmeret og marcherede mod fronten. Herefter kom vi til at ligge
i reserve. Vi lå i et skovstykke mellem St. Erme og Amifontaine
under åben himmel, dag og nat. Kunne ikke engang slå
telt op, da vi øjeblikkeligt kunne blive hentet som forstærkning
og skulle være beredt, hvis "Franz" angreb! Trommeilden
blev kraftigere fra dag til dag, vi blev også beskudt i
skoven og havde overhovedet ingen dækning. Vi kunne heller
ikke vaske. Den ene dag gik efter den anden. Han angreb stadig
ikke, men beskød den forreste linie og artilleriet kraftigt.
Vi knurrede, fordi vi ikke måtte slå telt op og ikke
måtte tænde ild for at tørre os, for det regnede
temmelig meget først og om natten var det meget koldt.
Men vi blev stadig forberedt på et angreb. Hver fik 6 håndgranater,
der var appel for "jernportionerne", "hundetegn",
forbindingspakker o.s.v.
Så den 16. april gik det løs: Franskmændene
var brudt gennem og sad i den 3. linie. Havde nedkæmpet
alt foran sig eller taget dem som fanger.
Vi gik, hele divisionen, om formiddagen den 16.udsværmet
i fuldt dagslys frem til sumpen og til højre forbi Juoincourt
til vejen Berry au-Bar-Corbenÿ. Det fjendtlige artilleri
fejede hele geleder af os bort og vi måtte, så godt
som vi kunne, springe fra granathul til granathul. Jeg var temmelig
langt fremme, da jeg fra tidligere vidste, at spærreilden
dér ikke var så stærk og hurtigere ophørte.
Jeg havde nået hovedvejen Berry au-Bar-Corbenÿ og befandt
mig 25 m fra franskmændene. Hurtigt ned i et granathul for
at søge dækning for infanteriilden og ville gøre
holdt. Men "Franz" var allerede ved pigtråden.
Hans maskingeværer høstede stort i blandt os. Omkring
20 mand var nået på højde med mig og længere
mod højre var de allerede i håndgemæng. Så
styrtede vi omkring 10 m frem. Hurra og Skrig og Brøl!
Fra venstre kom 5 tanks hen ad vejen mod os, som med maskingevær
og revolverkanoner faldt os i ryggen. Men 3 af dem blev hurtigt
sat ude af spillet med fuldtræffere. Så løb
vi det sidste stykke. På kanten af skyttegraven hvor franskmændene
sad tæt fik jeg mit skud gennem overlåret og sædet.
Jeg faldt hals over hoved ned til franskmændene i skyttegraven.
To mand greb mig og jeg blev ikke just forsigtigt trukket ned
i et dækningsrum. Her var 3 bårebærer (franske)
ved arbejdet og snart var jeg forbundet og fik mindst 10 plader
chokolade.
se
hele brevet
Friedrich Nissen,
dagbog 8/12-14
8.12. [...] Klokken 7 rykker vi ud i en skov, hvor vi bliver
liggende til mandag. I nærheden er østrigerne i kamp
med russerne, kamptumlen høres tydeligt. Det går
videre gennem et par brændene landsbyer, forbi et østrigsk
batteri, som også tager del i kampen. Russerne har allerede
lagt mærke til vores anmarch, en heftig schrapnell-beskydning
hilser os velkommen?-
Nu vil jeg skrive dansk, det skal ikke læses af andre end
dem der kan læse dette Sprog.
Kl. 2 Efterm. vi staar bag ved en Lade, skyttet mod de fjendtlige
Kugler. Jeg kom Gud ske Lov godt gennem Artillerie Ilden, der
fald et par Offiz. fra et andet Komp og et par Mend men alle dog
kun saaret. Mon vi kommer i Kamp? Ikke længe er jeg i Tvivl
om det, ti snart lyder Kommandoet, schwärmen og saa har vi
ingen Dækning mere. Vi løber først op paa
en Høj, som ligger foran paa Marken, der smed vi os hen
og forpustede lidt, saa igen videre til en Skyttegrav d.v.s. til
Skyttehuller, men ak, da jeg na[a]ede saa vid[t], saa jeg, at
alle Huller vare fyldte med Østrigere som laa i Fægtning
med Russerne. Jeg raabte en til, at han skulde gøre Plads
for mig, som han ogsaa gerne gjorde, men det var næsten
umuligt - Hovedsagen var, at jeg var lidt skyttet mod Gewehrkuglerne,
som susede om i Jorden omkring os. Jeg lagde mig paa Ryggen og
begyndte at smide Jorden over mit hoved, hen foran os og paa den
Maade blev der Plads for to. Kunde desværre ikke forstaa
min øst. Kamerat. Det var en Gallicier, han talte ikke
tysk. Vi blev liggende her, indtil alle Skyttelinier havde den
rigtige Front, saa gik det atter frem. Strax vi løb ud
af Hullerne fald en Østriger ved min Side, Russen skød
mod os saa helt forfærdeligt med Inf. Artilleri og Maskingewehrer,
det var et skrakkeligt Piben og Suren af Kuglerne - Jeg fik flere
Skud gennem Tornister, Støvler og Kogepotten. Saa naaede
vi Byen og tog den i Stormløb og fangede alle 795 Russere
og flere Maskingewehrer. Det er dog grusomt at gaa mod saadant
Ild og næsten utroligt, at vi ikke falder allesammen. Byen
som vi stormede hed Augusitinov, den stod i lys Lue, da vi gik
imod den. Russerne gik tilbage, vi blev i deres Stillinger - Jeg
bragte endnu et par Saarede tilbage til den næste Landsby
- Zdzreszulicedolme-mazury. Natten var næsten søvnløs.
se
dagbog
Friedrich Nissen,
dagbog 6/8-1915
6.8. [1915] Natten forgik rolig, tidlig om Morgenen begyndte vort
Artillerie igen at beskyde de russ. Skyttegrave helt voldsomt,
vi stod oprejst i Skyttegraven og saa til, et par Landsbyer som
laa ved den russ. Stilling brændte, det var et helt Ildhav.
Kl. 10 gik vi frem til Storm, vi skulde 1000 Meter frem, det lykkedes
ogsaa, men vi fangede ingen Russere, de løb vad de kunde,
saa her var ingen Tale om at faa dem indhentede, vi skulde tage
en Høj 120, da vi havde taget den kunde vi derfra ogsaa
se hvorfor Russerne var løben alle, bag denne Høj
ligger nok en Høj, der har Russerne en fast Stilling igen,
der satte de dem fast. Vi gravede os ned i Jorden paa denne Høj
120 og det med en Hastighed som kun findes, naar der er Fare i
Luften. Det fjendtlige Artillerie havde indstillet Kanonerne paa
denne høj og vi blev her modtaget med en Hagl af Granater,
det var en meget ilde Situation. Granaterne slog ned omkring mig,
saa jeg næsten troede, det var umuligt at komme godt ud
af Kampen igen. Jord, Sand, Pulver, Jernstumper etc. fløj
i Luften saa Solen, som skinnede helt klart, blev formørket
og saa blev jeg og de omliggende Kamerater oversaaet med alt muligt
som kom væltende fra Luften. Først vilde jeg flytte
hen paa en anden Kant, men saa tænkte jeg, og det var ogsaa
rigtignok tænkt, Russerne skal nok beskyde en anden Del
af Højden, saa vi saa ligger godt her. Efter en halv Timestid
skød Russerne ogsaa mere til venstre, saa vi kunde aande
mere frit igen. Nu har jeg gravet mig dybere ned og lavet en Bænk,
saa jeg kan sidde og skrive. Infanteriet skyder, de kan ikke gøre
mig noget, Artilleriet skyder over os hen. Jeg har gravet mig
ned mellem en Rug og en Kartoffelmark. Vi maate endnu lidt frem
for at kunde overse Terainet, der gravede vi os ned. Vi laa i
Skyttegraven til Kl. 2½ Vorm. Desværre var vore Tab
støre end jeg troede, i det Hele 43 Saarede og Døde,
af mine Folk 9 saa der kun bliver 10 tilovers af mine 20 Mand.
se
dagbog
Peter H. Nielsen
Fra Soldat, Fange og Flygtning. En
arbejders oplevelser under Verdenskrigen, 1930, s.43-44.
Vi ilede nu fremad, snublende, faldende og søgende Dækning
mod Kuglerne og Granaterne, som blev sendt imod os. Naar man gaar
frem, er man altid halvvild af Anspændelse, men søger
dog frem med Beregning, alt muligt, som kan tjene som Dækning,
bliver udnyttet saa godt, som det lader sig gøre.
Det tyske Artilleri skød for kort, saa det ramte lige imellem
os, nogle af Kammeraterne falder, der bliver en Råben og
Skrigen over det forbandede Artilleri, som skød paa sine
egne Folk, der blev raabt paa Lyskugler, der et Par, som havde
Lyspistoler med sig, Lyskuglerne blev sendt i Vejret for at give
Artilleriet Ordre til at skyde noget længere frem; det hjalp,
det russiske Artilleri begyndte ogsaa at træffe os, saa
det gjaldt om at komme frem saa hurtigt som muligt.
Et par af mine Kammerater faar en Træffer af en svar Granat,
den ene af dem faar Maven revet, saa Indvoldene vælter ud,
han forsøger paa at stoppe dem ind igen, men han dør
ligestraks, vi haster videre, nu er vi lige ved de russiske Stillinger,
som er rodet op af Granaterene.
Russeren, som har overlevet Bombardementet, springer op af deres
Huller og kaster deres Geværerer bort, de rækker Armene
i Vejret som Tegn paa, at de overgiver sig, de ser rædselsslagne
paa os.
Nogle Stykker forsøger at forsvare sig, men de bliver skudt
ned, til højre for mig staar et Maskingevær, som
bliver ved med at skyde paa de fremstormende Kolonner, men det
er haabløst af dem, jeg hører endnu Maskinens Tak,
Tak, Tak, saa bliver alt stille, den ene af dem faar Hovedet knust
af en Geværkolbe, den anden bliver stukket ned, de holdt
ud til det sidste.
BILLEDER
Snapshot
af Mons d. 23. August 1914. Billedet er taget under infanteri-regiment
nr. 86´s fremmarch mod byen, som blev holdt af engelske
styrker. Horisontens skæve vinkel skyldes at regimentet
beskydes af fjenden, som ligger ved husene, der anes i baggrunden.
I Museet på Sønderborg Slot.
Bag
på billedet står: "Frankrig d 26. 5. 1918 Kære
Broder! Sender Dig her et Billede af os fire som er taget i et
Krigerisk Øjeblik [...]". Billedet er tydeligvis poseret
og ikke uden et glimt i øjet, men skal formodentlig illustrere
det øjeblik hvor der slås alarm, fordi fjenden angriber.
I Haderslev Byhistoriske Arkiv.
|