KAMP

Det var sjældent at soldaterne trådte an til kamp og forlod deres skyttegrave for at angribe fjenden. Mere almindelig var sammenstød med fjenden under patruljer i ingenmandsland og skudvekslinger fra skyttegrav til skyttegrav.
Et angreb begyndte som regel med, at de fjendtlige stillinger blev bombarderet. Bombardementerne kunne vare i dagevis og være af enorm voldsomhed. Når man skønnede, at fjendens pigtråd og skyttegrave var blevet tilstrækkelig sønderskudt, forlod soldaterne deres skyttegrav. De trådte ud i det åbne og skulle krydse ingenmandsland, hvor fjendens artilleri og maskingevær havde frit spil. Tabene kunne være frygtelige, før man nåede frem til den fjendtlige skyttegrav. De forsvarende soldater, der havde overlevet, forlod ved bombardementets ophør deres dækningsrum. Efter timer, måske dage under beskydning skulle de bringe deres våben op i den sønderskudte skyttegrav og gøre dem skudklar før angriberne var fremme ved skyttegraven. Mislykkedes det, kæmpede man videre i skyttegraven med det, man havde for hånden: håndgranater, knive, geværkolber, sine bare næver. Eller man forsøgte at overgive sig.

TEKSTUDDRAG

Nicolai Clausens, Frankrig den 9 Juni 1915

Kjære Foreldere!
Modtog Eders kjære Kort fra den 4 Juni, som jeg glæde mig meget ved, i disse tonge Dage. Jeg skrev et Kort igaar, som jeg ogsaar har Dateret med den 9. Juni, men skulde wære den 8.tende, jeg skal nok skrive ver Dag i denne tid.
Nu vil jeg Fortelle Eder lit om forholdene her. Paar Lórdag havde vi en Kannonade saar sterk, at dem som laa i Skóttegrave kunde ikke holde det ud. Saar Sóndagmorgen begynte det igjen. Det 10. Kompagnie og 9. Kompagnie skulde saar ud i Sköttegrave og lóse det 11. og 12. Kompagnie af og da de kom der ud greb Franskmendene an og Brekkede igjennem og tog næsten hele Batailionen Tilfange og kom helt igjennem ned til os, vi hol[d]t dem saar lenge intel der kom Reserve Truppe og jalp os, og sar slog vi Dem tilbage i vores Stellen, og der sidde de nu, de har en Front paar 100 m af vor Besat, der bleve kempet enu haabeligt for vi dem helt tilbage. [...]

se hele brevet

Christian Campradt, Moncornet d. 21/4 17

Kære forældre!
Vil meddele jer lidt om hvordan jeg blev såret:Vores Division lå i hvilestilling, som jeg allerede har skrevet til jer, i Dizy-le-Gros. Om tirsdagen (3. påskedag) blev vi dog pludselig alarmeret og marcherede mod fronten. Herefter kom vi til at ligge i reserve. Vi lå i et skovstykke mellem St. Erme og Amifontaine under åben himmel, dag og nat. Kunne ikke engang slå telt op, da vi øjeblikkeligt kunne blive hentet som forstærkning og skulle være beredt, hvis "Franz" angreb! Trommeilden blev kraftigere fra dag til dag, vi blev også beskudt i skoven og havde overhovedet ingen dækning. Vi kunne heller ikke vaske. Den ene dag gik efter den anden. Han angreb stadig ikke, men beskød den forreste linie og artilleriet kraftigt. Vi knurrede, fordi vi ikke måtte slå telt op og ikke måtte tænde ild for at tørre os, for det regnede temmelig meget først og om natten var det meget koldt. Men vi blev stadig forberedt på et angreb. Hver fik 6 håndgranater, der var appel for "jernportionerne", "hundetegn", forbindingspakker o.s.v.
Så den 16. april gik det løs: Franskmændene var brudt gennem og sad i den 3. linie. Havde nedkæmpet alt foran sig eller taget dem som fanger.
Vi gik, hele divisionen, om formiddagen den 16.udsværmet i fuldt dagslys frem til sumpen og til højre forbi Juoincourt til vejen Berry au-Bar-Corbenÿ. Det fjendtlige artilleri fejede hele geleder af os bort og vi måtte, så godt som vi kunne, springe fra granathul til granathul. Jeg var temmelig langt fremme, da jeg fra tidligere vidste, at spærreilden dér ikke var så stærk og hurtigere ophørte. Jeg havde nået hovedvejen Berry au-Bar-Corbenÿ og befandt mig 25 m fra franskmændene. Hurtigt ned i et granathul for at søge dækning for infanteriilden og ville gøre holdt. Men "Franz" var allerede ved pigtråden. Hans maskingeværer høstede stort i blandt os. Omkring 20 mand var nået på højde med mig og længere mod højre var de allerede i håndgemæng. Så styrtede vi omkring 10 m frem. Hurra og Skrig og Brøl! Fra venstre kom 5 tanks hen ad vejen mod os, som med maskingevær og revolverkanoner faldt os i ryggen. Men 3 af dem blev hurtigt sat ude af spillet med fuldtræffere. Så løb vi det sidste stykke. På kanten af skyttegraven hvor franskmændene sad tæt fik jeg mit skud gennem overlåret og sædet. Jeg faldt hals over hoved ned til franskmændene i skyttegraven. To mand greb mig og jeg blev ikke just forsigtigt trukket ned i et dækningsrum. Her var 3 bårebærer (franske) ved arbejdet og snart var jeg forbundet og fik mindst 10 plader chokolade.

se hele brevet

Friedrich Nissen, dagbog 8/12-14

8.12. [...] Klokken 7 rykker vi ud i en skov, hvor vi bliver liggende til mandag. I nærheden er østrigerne i kamp med russerne, kamptumlen høres tydeligt. Det går videre gennem et par brændene landsbyer, forbi et østrigsk batteri, som også tager del i kampen. Russerne har allerede lagt mærke til vores anmarch, en heftig schrapnell-beskydning hilser os velkommen?-
Nu vil jeg skrive dansk, det skal ikke læses af andre end dem der kan læse dette Sprog.
Kl. 2 Efterm. vi staar bag ved en Lade, skyttet mod de fjendtlige Kugler. Jeg kom Gud ske Lov godt gennem Artillerie Ilden, der fald et par Offiz. fra et andet Komp og et par Mend men alle dog kun saaret. Mon vi kommer i Kamp? Ikke længe er jeg i Tvivl om det, ti snart lyder Kommandoet, schwärmen og saa har vi ingen Dækning mere. Vi løber først op paa en Høj, som ligger foran paa Marken, der smed vi os hen og forpustede lidt, saa igen videre til en Skyttegrav d.v.s. til Skyttehuller, men ak, da jeg na[a]ede saa vid[t], saa jeg, at alle Huller vare fyldte med Østrigere som laa i Fægtning med Russerne. Jeg raabte en til, at han skulde gøre Plads for mig, som han ogsaa gerne gjorde, men det var næsten umuligt - Hovedsagen var, at jeg var lidt skyttet mod Gewehrkuglerne, som susede om i Jorden omkring os. Jeg lagde mig paa Ryggen og begyndte at smide Jorden over mit hoved, hen foran os og paa den Maade blev der Plads for to. Kunde desværre ikke forstaa min øst. Kamerat. Det var en Gallicier, han talte ikke tysk. Vi blev liggende her, indtil alle Skyttelinier havde den rigtige Front, saa gik det atter frem. Strax vi løb ud af Hullerne fald en Østriger ved min Side, Russen skød mod os saa helt forfærdeligt med Inf. Artilleri og Maskingewehrer, det var et skrakkeligt Piben og Suren af Kuglerne - Jeg fik flere Skud gennem Tornister, Støvler og Kogepotten. Saa naaede vi Byen og tog den i Stormløb og fangede alle 795 Russere og flere Maskingewehrer. Det er dog grusomt at gaa mod saadant Ild og næsten utroligt, at vi ikke falder allesammen. Byen som vi stormede hed Augusitinov, den stod i lys Lue, da vi gik imod den. Russerne gik tilbage, vi blev i deres Stillinger - Jeg bragte endnu et par Saarede tilbage til den næste Landsby - Zdzreszulicedolme-mazury. Natten var næsten søvnløs.

se dagbog

Friedrich Nissen, dagbog 6/8-1915

6.8. [1915] Natten forgik rolig, tidlig om Morgenen begyndte vort Artillerie igen at beskyde de russ. Skyttegrave helt voldsomt, vi stod oprejst i Skyttegraven og saa til, et par Landsbyer som laa ved den russ. Stilling brændte, det var et helt Ildhav. Kl. 10 gik vi frem til Storm, vi skulde 1000 Meter frem, det lykkedes ogsaa, men vi fangede ingen Russere, de løb vad de kunde, saa her var ingen Tale om at faa dem indhentede, vi skulde tage en Høj 120, da vi havde taget den kunde vi derfra ogsaa se hvorfor Russerne var løben alle, bag denne Høj ligger nok en Høj, der har Russerne en fast Stilling igen, der satte de dem fast. Vi gravede os ned i Jorden paa denne Høj 120 og det med en Hastighed som kun findes, naar der er Fare i Luften. Det fjendtlige Artillerie havde indstillet Kanonerne paa denne høj og vi blev her modtaget med en Hagl af Granater, det var en meget ilde Situation. Granaterne slog ned omkring mig, saa jeg næsten troede, det var umuligt at komme godt ud af Kampen igen. Jord, Sand, Pulver, Jernstumper etc. fløj i Luften saa Solen, som skinnede helt klart, blev formørket og saa blev jeg og de omliggende Kamerater oversaaet med alt muligt som kom væltende fra Luften. Først vilde jeg flytte hen paa en anden Kant, men saa tænkte jeg, og det var ogsaa rigtignok tænkt, Russerne skal nok beskyde en anden Del af Højden, saa vi saa ligger godt her. Efter en halv Timestid skød Russerne ogsaa mere til venstre, saa vi kunde aande mere frit igen. Nu har jeg gravet mig dybere ned og lavet en Bænk, saa jeg kan sidde og skrive. Infanteriet skyder, de kan ikke gøre mig noget, Artilleriet skyder over os hen. Jeg har gravet mig ned mellem en Rug og en Kartoffelmark. Vi maate endnu lidt frem for at kunde overse Terainet, der gravede vi os ned. Vi laa i Skyttegraven til Kl. 2½ Vorm. Desværre var vore Tab støre end jeg troede, i det Hele 43 Saarede og Døde, af mine Folk 9 saa der kun bliver 10 tilovers af mine 20 Mand.

se dagbog

Peter H. Nielsen
Fra Soldat, Fange og Flygtning. En arbejders oplevelser under Verdenskrigen, 1930, s.43-44.

Vi ilede nu fremad, snublende, faldende og søgende Dækning mod Kuglerne og Granaterne, som blev sendt imod os. Naar man gaar frem, er man altid halvvild af Anspændelse, men søger dog frem med Beregning, alt muligt, som kan tjene som Dækning, bliver udnyttet saa godt, som det lader sig gøre.
Det tyske Artilleri skød for kort, saa det ramte lige imellem os, nogle af Kammeraterne falder, der bliver en Råben og Skrigen over det forbandede Artilleri, som skød paa sine egne Folk, der blev raabt paa Lyskugler, der et Par, som havde Lyspistoler med sig, Lyskuglerne blev sendt i Vejret for at give Artilleriet Ordre til at skyde noget længere frem; det hjalp, det russiske Artilleri begyndte ogsaa at træffe os, saa det gjaldt om at komme frem saa hurtigt som muligt.
Et par af mine Kammerater faar en Træffer af en svar Granat, den ene af dem faar Maven revet, saa Indvoldene vælter ud, han forsøger paa at stoppe dem ind igen, men han dør ligestraks, vi haster videre, nu er vi lige ved de russiske Stillinger, som er rodet op af Granaterene.
Russeren, som har overlevet Bombardementet, springer op af deres Huller og kaster deres Geværerer bort, de rækker Armene i Vejret som Tegn paa, at de overgiver sig, de ser rædselsslagne paa os.
Nogle Stykker forsøger at forsvare sig, men de bliver skudt ned, til højre for mig staar et Maskingevær, som bliver ved med at skyde paa de fremstormende Kolonner, men det er haabløst af dem, jeg hører endnu Maskinens Tak, Tak, Tak, saa bliver alt stille, den ene af dem faar Hovedet knust af en Geværkolbe, den anden bliver stukket ned, de holdt ud til det sidste.

BILLEDER

Snapshot af Mons d. 23. August 1914. Billedet er taget under infanteri-regiment nr. 86´s fremmarch mod byen, som blev holdt af engelske styrker. Horisontens skæve vinkel skyldes at regimentet beskydes af fjenden, som ligger ved husene, der anes i baggrunden. I Museet på Sønderborg Slot.

Bag på billedet står: "Frankrig d 26. 5. 1918 Kære Broder! Sender Dig her et Billede af os fire som er taget i et Krigerisk Øjeblik [...]". Billedet er tydeligvis poseret og ikke uden et glimt i øjet, men skal formodentlig illustrere det øjeblik hvor der slås alarm, fordi fjenden angriber. I Haderslev Byhistoriske Arkiv.