FØRSTE VERDENSKRIG
.- de sønderjyske krigsdeltagere
 




KRIGSBEGEJSTRING

Ved meddelelsen om krigsudbruddet samledes i de krigsførende lande begejstrede menneskemasser syngede og jublende. Hundretusinder meldte sig til at kæmpe for deres land og mange af dem frygtede ikke at nå frem til fronten, før krigen var forbi.
Men masseopløbende begrænsede sig hovedsagligt til hovedstæderne og de største byer, og var i høj grad præget af unge fra borgerskabet. I de mindre provinsbyer og på landet var de begejstrede for få til, at der kunne blive tale om masseopløb. Bønderne stod midt i høsten og man var klar over, at en krig, tabt eller vundet, ville have sine omkostninger. For de nationale mindretal i Tyskland, her iblandt sønderjyderne, var det naturligvis ekstra bittert at skulle kæmpe for Tysklands sag. Det samme gjaldt de ikke så få arbejdere, der havde støttet socialdemokratiets pacifistiske og internationale politik.
De fleste steder blev soldaterne dog sendt afsted med musik og pyntet med blomster. Efter den ofte svære afsked, var den første tur til fronten tit munter: man var sammen med gamle kammerater fra soldatertiden, dagligdagens bekymringer var borte eller i hvert fald uden for ens rækkevidde, man var på et farligt eventyr. Mange troede at krigen ville være ovre til jul, og ingen anede, at der ventede fire års blodig kamp forud.


TEKSTUDDRAG

M. Pohl
Uddrag og oversættelse af "Turen til Grænsen" i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.

Morgenen d. 8. august var kommet. II. Bataljon var trådt an i den forreste kasernegård. Mange, mange mennesker stod ved hækken. Hr. Batl.-kommandøren, Major Maibauer, holdt en kort tale, så rykkede vi med klingende musik af til banegården. Gaden var fuld af mennesker, men kun enkelte hurraer og blomster blev os til del. Det danske element var mærkbart. Jeg husker altid denne afmarch i Haderslev, som et dystert og tungt optog. Såvidt som at vi soldater ikke selv havde den nødvendige humor, var det af de udenforstående kun vores få venner, som forsøgte at give os en glædelig afsked. Det gik over "Skulderbladet", enhver 84´er et velkendt forfriskelsessted, gennem de ofte betrådte gader og stræder. Her og der trykkede vel en bekendt os hånden, men en sejrsglad, begejstret stemning ville ikke komme. Man var vel for tæt på den danske grænse. Der var blevet mumlet meget om et engelsk angreb gennem Danmark. Uvisheden og bekymringerne for egen fremtid trykkede åbenbart også humøret hos de tysksindede. En gammel profeti, om at et stort slag i Slesvig skulle ende en stor krig, fik igen liv blandt landbefolkningen.
På Banegården begyndte indladningen af bataljonen med det samme og så kom hornsignalet for påstigning. Vores Feldwebel Krohn (faldet 6.9.14) med sit soldatervæsen og dog så godmodige hjerte gik endnu engang langs med toget. Vores Kaptajn Klapp (faldet 20.1.15) så endnu en gang efter, hvordan hver enkelt mand var anbragt, så bar toget os mod den ukendte fremtid. Fra tusinde mandestruber steg brusende den gamle sang: "Kære fædreland vær kun rolig, fast og tro står vagten ved Rhinen".
Toget rullede langsomt på strækningen Haderslev-Vojens. Jeg var sammen med mit korporalskab i een vogn, som ved hjælp af de opstillede bænke hurtig blev forandret fra kvægvogn til passagervogn. Allerførst var stemningen trykket. Så trængte det gammel soldaterovermod frem. Vi sang, vi vinkede til pigerne, som sammen med mange andre mennesker stod langs banelinjen, og var gode ting. Hin første, store dages offevilje, som forplejede os mod vores vilje, hver gang toget gjorde holdt, gjorde sit til at holde os ved godt mod. Jeg husker ikke misstemning hos en eneste mand i de 2½ dag rejsen varede trods den ubekvemme jernbanevogn. Selv den simpleste bar den høje vished om pligten, og det som gjorde os så fornøjede, selvom vi kørte mod det uvisse, var anelsen om pligtens skønhed. Jeg har ofte senere ved fronten haft lejlighed til at se, hvordan man selv blandt vores dansktalende og -tænkende kammerater i augustdagene virkelig gerne kørte i kamp"for det store Fædreland". Endnu en ting havde jeg lejlighed til at se på den 2½ dag lange rejse til grænsen. Fra min tjenestetid vidste jeg, at soldaten altid "finder" det, som han mangler. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Alt småligt, umandigt forsvandt simpelthen, selv, nej netop hos den simple mand. Det synes simpelthen ikke længere at eksistere. Således kørte vi langs Slesvigs østkyst. Vi tog afsked med Flensborg og med det henslumrede Slesvig ved Slien; Rendsborg, Neumünster lagde vi bag os. Jo længere mod syd vi kom, desto større var massernes jubel og begejstring på banegårdene. Overalt var familie og bekendte, som var kommet for at ønske en eller anden i blandt os et levvel. Da det blev nat, havde vi forladt vor hjemstavn, det havombruste Slesvig-Holsten. Hvor vi blev bespist reglementsmæssigt kan jeg ikke længere huske (Kirchenweyhe). Jeg ved blot, at vi ikke behøvede at lide sult, og at vores Kaptajn og Feldwebel måtte advare os imod at foræde os. [...] Snart var de berejste klar over, at det gik mod Rhinen. Begejstret hilste vi på andre troppetransporter. Indskrifterne på vognene, som ikke altid var særligt åndrige, udtrykte alles tillid til, at vi ville vende hjem som sejrherre. Det var i Haltern, hvis jeg ikke tager meget fejl, at vi mødte de første fanger. Snart så vi også det første lazerettog. Jeg erindrer stadig tydeligt, hvor stille alle i vognen blev, da vi kørte forbi de første sårede. Endelig om morgenen den 10. august kom vi til den gamle kejserby, Aachen.
Så var vi nået frem til grænsen, som glade, stærke mennesker i hellig tro på vores sags retfærdighed, besluttet på at gøre vores pligt til sidste åndedrag for Kejser og Rige.


D. Teuber
Uddrag og oversættelse af "Mobilisering i Haderslev" i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.

Så nærmede sig tiden, hvor vi skulle rykke i felten. Man lod sig fotografere med kammeraterne, for at endnu engang at få et billede af sine hele knogler, købte det nødvendige ind (undertøj, støvler o.s.v.), tog afsked med byens borgere. Så kom morgenen den 8. august, da manstein´erne stod klar til at rykke i felten mod fædrelandets fjender. Med trommer og fløjter gik vi til banegården. Mange folk var på gaden, hilste os, råbte "på gensyn", men gjorde så triste miner, at man næsten kunne have grædt af elendighed. Sådan nogen hængehoveder, tænkte vi. Ikke engang et orkester var der på banegården. Det var måske meget godt, for de havde sikkert blæst en sørgemarch. Nå, jeg havde kort før modtaget et telegram hjemmefra. Der stod: "Gi´ dem en på tuden". Og det gjorde mig glad.


D. Grebel
Uddrag og oversættelse af "Det 8. kompagni i Verdenskrigen 1914-1918" i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.

Mandskabet, som indtraf til kompagniet ved mobiliseringen, var i hovedsagen nordslesvigere. Alle prægtige mennesker, gode soldater, på hvem man ubetinget kunne forlade sig. Her vil jeg særligt nævne korporal af reserven Niels Have fra Vonsbæk, Haderslev. Have bad mig om formiddagen den 7. august, en dag før afrejsen, om tilladelse til endnu engang at cykle ud til sin ejendom; han havde endnu noget at tale med sin fader om. Jeg gav ham tilladelse på betingelse af, at han med håndslag lovede at være tilbage samme dag kl.6½ til den sidste appel. Øje til øje stod vi over for hinanden. Mand til mand! Der var ingen falsk! Et fast håndtryk og Have cyklede bort. Han skuffede mig ikke. Kl. 6 om eftermiddagen, da jeg gik til kasernen for at holde appel, kom Have netop kørene af chausséen til kasernen. Jeg har særligt nævnt denne begivenhed, fordi den er så typisk for nordslesvigernes troskab og ubetingede pålidelige væsen. [...]
Den 8. august 1914 klokken to kørte anden bataljon fra Haderslev Banegård, fulgt af tusinde gode ønsker, mod en ubekendte fremtid. Det blev snart klart, at det gik mod Frankrig, og det passede os godt, at vi skulle marchere mod arvefjenden. Turen gennem det blomstrende og høstklare, tyske land er alle uforglemmelig. Den gang var landet, hvor mælk og honning flød, fuld af livslyst og livskraft! Undervejs blev vi til overflod betænkt med alle hånde ting. En eneste, bestemt stemme herskede i vores folk, at holde hjemlandet fri for fjenden. Den gang var Tyskland virkelig stort, fordi det var enigt. I denne tyske enighed lå en uendelig stor, rasende, elementar kraft, som den kun sjældent er set i verdenshistorien.


Danskere og socialdemokrater og krigen
Oversættelse af rubrikken diverse i Schleswigscher Grenzpost 8/8 - 1914.

Fra Apenrader Tagebl.:
Kampen om tysk og dansk i nord er forstummet. Som tyskerne, således iler også de dansksindede nordslesvigere til fanen, og er efter ytringer fra forskellige danskere lige så begejstrede for den påtvungne kamp. Ubetinget giver man fra dansk side udtryk for sin beundring for kejseren, som har gjort alt for holde krigen på afstand, ja en af den nordslesvigske danskheds førerer skal have udtalt, at hvis ud over Rusland og Frankrig en stormagt yderligere træder ind i kampen mod Tyskland, da må Danmark, Sverige og Norge ubetinget stille sig på tysk side. Tyskland vil sejrer. En garde-reservist sagde til os: "Vel er jeg dansksindet, men jeg har svoret Kejseren troskab og vil stå ved det mod fjenden så godt som enhver prøjser". Der er sikkert fanatisk dansksindede mænd og kvinder, som i dagene før mobiliseringen syntes at de måtte give udtryk for deres had til os, men disse ufornuftige kommer ikke i betragtning ved den nuværende enighed mellem den danske og tyske befolkning. Glædelig er også socialdemokraternes holdning, endnu før mobiliseringen forsøgte de at afholde møder for at protestere mod en Krig. Men da mobiliseringen var blevet forordnet, stod de også omkring plakatopslagene for at se indkaldelsesdagene for landeværn og landstorm. De vil se, sagde en af lederne, at vi vil gøre vores pligt for fædrelandet med samme opofrelse, vi vil med al kraft forsvare os mod det russiske barbari. I øvrigt viser sig overalt stor begejstring, de indkaldte kører under livlige hurra´er afsted med togene.


Jens Lassen
Dagbogsuddrag, d. 8/8-14, LAA-Personarkiv nr. 1222.

Alt var Larm og Uro, en overgiven Lystighed som ganske sikkert ikke var ægte hos de fleste. Vi rykkede saa af Kasernen, det var det dejligste Vejr. Maanen skinnede mildt og med dæmpet Glands til Tider halvt skjult [af] et Gult Slør. Turen gennem Byen var trods alt gribende, langs Gaderne fuldte af Mennesker, som gav os de sidste Hilsner og de bedste Hilsner med. Men egentlig tændende, flammende Begejstring mærkedes der kun forholdsvis lidt af. Toget [satte] sig i Bevægelse Syd paa [...] overalt jublende, hilsende Mennesker, som [gav] os Brød, Kaffe, Cigarer o.s.v. [...] Krigsbegejstringen stor i Hamburg. Vi faar saa meget at spise som vi kan.


Erich Erichsen
Uddrag af Den Tavse Dansker. En Bog om dem der gjorde deres Pligt, 1916. p.29-32.

Jeg glemmer aldrig den Jubel, der hilste os, da vi drog gennem Byen, klædt i solide, nye Uniformer.
Alle de glade Smil, der mødte os. Alle de ildende Raab. Alle de Blomster, der føg os imøde. [...] [Togturen] var et Sejrstog .... en Fest .... en brusende, alt forløsende Herlighed. [...] Men nu var der næsten som Morskab altsammen [det at skulle i Krig]. I hvert Fald noget, der kun var stort og straalende. Noget med skønne, letvundne Sejre og med et lykkeligt Folks Hyldest. Et herligt Eventyr, skønt og stort og spændende at fortælle om, naar man kom en Gang kom hjem og Vennerne flokkedes om én og hørte til i stirrende Beundring.
Lykkeligt var det for os allesammen, at vi tog det saa sorgløst, som vi gjorde. At vi kunde gøre det af med en Sang og nogle overmodige Raab.
Jeg siger vi. Thi jeg sang selv med og raabte selv med. Det lyder maaske underligt. Men saadan var det....
Jeg var jo mellem saa mange, kære og glade Kammerater, og jeg fulgte Trop uden Tanke og uden Spekuleren over noget. Jeg kunde oven i købet undertiden føle en vis Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, at jeg var med. En Tilfredsstillelse, der fødtes og ammedes af den Massesuggestion, der jo sikkert nok er Krigsbegejstringens første og dybeste Forklaring ....
Thi havde vi hver for sig faaet Lov til at sidde med vore egne stilfærdige Tanker, uden Raab, uden Hyldest, uden Blomster, uden smilende Ansigter, uden al den Larm og al den Leven, der hidsede vort Sind og foregøglede vore Sanser, var der vist næppe blevet meget tilbage af de glade Sange og de overmodige Raab.


Claus Eskildsen

Uddrag af Østfront - Vestfront, 1919, p.11 & p.13-14

I Toget traf jeg de første Elever, der skyndte sig hjem til Tønder. De var elektricerede af Spændingen. Krigen – det er jo Eventyret, Mandens Prøve paa, hvad han duer til, Vejen til Farter i fremmede Lande, til Heltegerninger, Hæder og Berømmelse! Krigens Begejstringsbølge begyndte at bruse. Jeg skammer mig slet ikke ved at bekende, at den ogsaa rørte ved mig. Det var kun de meget blaserte, der ikke følte Blodet bruse gennem Aarerne. Jeg har talt med mange danske Sønderjyder i denne første Krigstid. Deres Hjerte var ikke paa Tysklands Side, men Eventyret lokkede ogsaa dem. Det var kun naturligt for sunde, raske, ufordærvede Mennesker. Vi kendte jo ikke Krigens sande Ansigt. [...]
Det var rørende at se disse frivillige. Der var Kieler Studenter og Tønder Seminarister, Overlærere og Assessorer, Arbejdere, Lærlinge; men næsten ingen Landmænd. Der var gamle og unge, dog mest unge. Der var flere Brødrepar, der var Fader og Sønner. De fleste var naturligvis fra Slesvig, men nogle var søgt hjem fra Danmark, Sverige, Frankrig, Amerika. Blev de afviste det ene Sted, rejste de hen et andet, til Jægerne i Lauenburg, til Husarerne i Wandsbeck, til Artilleriet i Itzehoe, indtil man tog dem. Nogle forfalskede Papirerne for at komme i Trøjen: 16 Aars Drenge ændrede Fødselsaaret, andre brændte Lægeerklæringerne, der havde kasseret dem. De sang Fædrelandssange, naar de drog ud til Øvelserne, og de kom syngende hjem igen. "Ersatz"-Reservisterne trykkede sig og meldte sig syge, de frivillige var aldrig syge. Man havde ingen Støvler til dem; de manglede Spader, Pikkelhuer og Tornystre; men de øvede med Hjertens Lyst. De fik en daarlig Uddannelse; de havde overhovedet kun skudt een Gang, da de blev sendt i Felten, og vor første Transport Udfyldningsmandskab maatte ligge 8 Dage i Düsseldorf; men de drog med Ild i Hjertet og Sang paa Læberne.
De drog ud i Døden! Saa godt som ingen af dem kom levende hjem.
Jeg har liggende en stor Samling Breve, som disse prægtige Mennesker, Elever og Venner, har sendt mig fra Fronten. Her staar opridset den Lidelsesvej, de maatte gaa. De mødte derude Haan og Foragt hos de "gamle", Mistilliden og Chikane hos deres foresatte, Skuffelser over, at Krigen ikke var Fremadstormen, Kamp og Heltedaad, men Stillenstaaen, Snavs og Sult. Men de bevarede trods alt deres Barnesind. Den blussende Begejstring kunde ikke holdes; men Hjertet var varmt, indtil Kuglerne standsede det.