FØRSTE VERDENSKRIG
.- de sønderjyske krigsdeltagere
 




SÅR OG SYGDOM

Man anslår, at omkring 30 millioner blev såret i løbet af verdenskrigen. Der var stor forskel på sårenes omfang og alvor, og meget afhang af hvor og af hvad man blev såret. Værst var granaterne, der når de eksploderede, udslyngede hundredevis af granatstykker i forskellig form og størrelse. Det gav nogen meget uregelmæssige sår, som var svære at få til at hele. Hvis da ikke legmesdelen var så beskadiget, at den måtte amputeres. Gas skadede lunger og syn, mens geværkugler kunne forvolde voldsomme skader på nært hold, eller hvis de var blevet slået skæve før de ramte.
Men der var også mindre alvorlige sår, ukomplicerede skader, som behandlet korrekt hurtig lægedes og betød, at soldaten kom bort fra fronten for en tid og måske endda fik orlov.
Lægevidenskaben var nået langt ved udbruddet af Første Verdenskrig og særlig en bedre forståelse af hygiejne betød at langt flere overlevede end i tidligere krige. Det betød også at antallet af døde som følge af sygdom for første gang i historien var lavere end antallet af dem, der blev dræbt på slagmarkerne. Fremskridtet betød dog også, at man måtte forholde sig til langt værre skader end før. Maltraktede ansigter og sønderskudte kroppe satte lægevidenskaben på hård prøve.
Det samme gjorde en ny sygdom: granatchokket. Det kom til udtryk på mange forskellige måder: ved midlertidig blindhed og stumhed, ved stammen eller tilstande, der mindede om sindsyge. Grunden var det vedholdende stress soldaterne udsattes for i skyttegravene. Men da der ikke fysisk var noget at se, havde samtiden svært ved at forholde sig til det, og betragtede det i begyndelse som fejhed.


TEKSTUDDRAG

Paul Paulsen, 6/10 1917

Kjære Svoger.
Takker dig mange Gange for dit Brevkort som jeg indtog igaarnat. Siste Nat havde jeg Kort fra Christine. Vi ligger i Reservestilling i en stor Kalkhule. Min Kammerat Jensen fra 1. Komp blev igaar saaret af en Granatsplint i højre Laar. Vi har saare mange Tab, da han skyder meget med Gas. Men Gud bevare mig nok som hiindtil og fører mig nok sund og rask hjem igjen.
En kjærlig Hilsen sendes dig fra din Svoger Paul
Lev vel paa Gjensyn.

se hele brevet

Paul Paulsen, 9/12 1917

Kjære Søster!
Takker hjærtelig for dit Kort, som jeg motog igaarmorgen, da vi kom ud af Stilling. Vi maatte jo pluselig i Stilling for de havde meget svære Tab ude ifor. Jeg glemmer aldrig de Timer med de stakkels Saarede. Ja saadan Nød og Elendighed har jeg ikke seet før, en[ds]kjøndt det va gald nog
da vi laa ved Somme. Gid Morten maa have Lykken at han maa blive i Stade Gud skal ogsaa nok bevare mig og mine Brødre, det stoler jeg fast paa. Haabentlig er Krigen snard til End. I Rusland er der jo Vaabenstilstand.
En kjærlig Hilsen til eder alle fra din Broder Paul.

se hele brevet

Christian Campradt, Moncornet 21/4 1917

[...] På kanten af skyttegraven hvor franskmændene sad tæt fik jeg mit skud gennem overlåret og sædet. Jeg faldt hals over hoved ned til franskmændene i skyttegraven. To mand greb mig og jeg blev ikke just forsigtigt trukket ned i et dækningsrum. Her var 3 bårebærer (franske) ved arbejdet og snart var jeg forbundet og fik mindst 10 plader chokolade.
I dækningsrummet var jeg vel en god times tid. Vi vidste ikke hvordan det gik os og jeg havde først tabt modet: såret og i fangenskab. Så blev der udefra smidt enkelte håndgranater ind i stollen, som eksploderede på trappen uden at såre os. Efter et kvarter gik en af bårebærerne ud og kom tilbage igen med den gode nyhed, at der var "Allemands" i skyttegraven. Efter kort tid bar to bårebærere mig ud og skiftevis bar de mig bag ud og satte mig af og til ned i granathuller. I en grusgrav ved vores artilleri blev jeg på ny forbundet af en bayersk læge og blev båret videre til hovedforbindingspladsen i Fleuricourt-Ferm. Her blev jeg til om morgenen den 17. og kom så med en Røde Kors bil over Malmaison-Sissonne-Lapion-Dizy-le-Groz hertil.
Her på samlingsstedet i Montcornet har jeg ligget siden middag den 17. april. De letsårede, eller rettere, dem der stadig kan sidde eller gå, kommer langsomt videre med bil. Men vi, der ikke kan gå eller sidde, bliver her til der ankommer et lazerettog. Men hvornår? Togene køre primært forud med friske tropper og ammunition. Jeg er noteret til lazerettoget og tænker jeg snart kommer væk. I hvert fald til Tyskland, men hvorhen ved ingen.
Jeg sender jer et brev og et kort, som jeg har modtaget fra Max. Også 1 kort fra jer. Den kugle, som sårede mig og kom ud gennem "røven" er også gået igennem tegnebogen, som jeg havde bag i jakkelommen og derfor er kortene forrevne. Mig går det ellers godt! Jeg tror, at jeg kan løbe igen til pinse og netop i pinsen komme på orlov.
Hilsen fra jeres Chr.
Min adresse sender jeg så snart jeg er på lazeretet.

se hele brevet

Christian Campradt, 22/3 1918.

[...] To Bomber havde ramt den ene Side af Huset og de fleste Kamerater laa under Ruinerne. Jeg har ingen Skade lidt og strax blev oprømningsarbeidet begyndt. I de første 2 Timer havde vi 14 Døde trukken ud af Ruinerne. Min Komp. har 6 Döde og mange ret alvorlig Lemlæsted. En god Kamerad har begge Ben af og en Træsplint i Hoved. [...]

se hele brevet

Nicolai Kraack, 9/12 1915

[...] Jeg har det godt og Herren har igen skaanet mig, thi i Gaar var jeg paa Tur til at hente Bród og jeg og ham, der skulde hente Kaffe, fulgtes af, vi var lige kommen ud af Graven og over fri Mark da kom der en Chrapnell og slog ned ved os, han gik 3 Skridt bag mig og blev ramt i den venstre Arm og jeg blev skaanet omskjønt Kuglene slog ned rundt om mig, jeg forbandt ham straks og gik saa med ham tilbage til Sanitæterne vor han blev bedre Forbunden; ja saadan holder Gud Fader sin Haand over mig. [...]

se hele brevet

Nicolai Clausen, Machault 24/12 1915

Kjære Tante
meddele Dig at jeg er bleven Saaret i det venstre Ben et par cm oven for Kneet, det er da Guskelov kun i Kóet, haabe nu at det vil gaar godt, adressen kan jeg endnu ikke skrive Dig da jeg endnu ikke ved om jeg bliver her,
med en hjertelig Hilsen Nicolai

se hele brevet

Nicolai Clausen, Mainz 16/1 1916

Kjære Tante!
Idag er det Sóndagh og jeg er iler med at skrive skal Du ogsaar haved et par Ord, med Benet gaar det helt godt, blot det er langvilligt at ligge her. Slutte med en hjertelig Hilsen fra Nicolai
ogsaar en hjertlig Hilsen til P. Moos og alle Bekjente. Jeg har ogsaar skrevet til Chr Moos. i Rusland.

se hele brevet

Iver Henningsen, Novo Alexandrovsk 23/9 1915

[...] Her i denne Nattetime ved et Tellelys svage Lys og om en smaat jamrende Saarede af vilked enkeldte ikke seer Morgenen gry, kommer Tanker, Tanker om Synd og Dó, noget af det Ingen, ikke engang den der i Skyttegraven staar med Dóden for Oie, kan udmale sig vad der pulseres, vad der Arbeides og vor der kæmpes en Kamp med Döden af den unge saarede Kriger i den blomstrende Alder, fuld af Livsmod og Haab og dog kan det i mange Tilfælder ikke slaa til. Og vad kan vi, rolig knæle ned ved Ham i Halmen og lindre ham hans Smerter vad siger ikke hans Blik os, og vor mangen Nödlögn maa vi ikke sige Ham naar vi smilende fortæller, at Disse Tilfælder af Hendfalden i Bedóvelse eller Smerteudbrud kun er forovergaaende og skal til og dog ved jeg, at 3 af mine 12 her ikke er til i Morgen tidlig. En er lige falden hen i Sövn, han er meget bange for at Do jeg har talt lenge med Ham derom og han ved ikke, at denne Dós vist er den siste. Hans Ansigt har forandret sig, kan jeg see herfra. Han er forlovet har et Skud i Brysted, men en Ting i kjære lad Eder ikke Ønske, jeg har, og beder Gud "Tilgiv vad jeg i min Egenkjærlighed og Selvbevidsthed har krænket
min Forældre og Dem der har ment det godt med mig, og Hjelpe mig til et bedre og langt Liv i Gud og med mine kjære. [...]

se hele brevet

Iver Henningsen, Novo Alecsandrovo 10/10 1915

[...] Du mener der hórer Nerver af Stål til vor Gjerning. O, det vil jeg ikke sige, der hórer Tolmodighed og Fölsomhed og et for alt ingen Skrek og ingen Engstelse for Döde og Döden. Böger kunde fyldes med Oplevelser fra vore Samleplaser, thi en Samleplas er jo Udspringet til den store Flod af Sorg og Jammer. Her kommer Di först uden eller med hoist Primitive Forbindinger, for at gribe fat i deres blodige Lemmer og varsom Underssöge vor Saaret er og vorledes di best og med saa lidt Smerte som mulig kan behandles, er vor store Opgave og ingen ledt. Er den Saarede först forbunden og faaet Skinner og Stötter lagt paa, da er det verste gjort og den vante Indsproitning bringer ham Ro for at vogne op i Saarfeberen. Her er saa anden Akt af vor Gjerning, at passe paa at han ikke, som nesten aldtid er Tilfælde, vil sine Forbindinger af, see at berolige den Saarede, om ikke maa han bindes fast i Sengen. Han ved jo ikke selv vad han gjór. Det er svere Timer og Tolmo-
digheden staar sin Pröve forbunden med Praktisk Erfaring, som jo ogsaa kommer med Tiden. Denne Erfaring kommer kun dersom den Betreffende Sanitæter har Lyst til sin Gjerning og lidt Omtanke, da kan der bruges tusinde Smaagrab som lindrer og bringer den Saarede Vile og Ro. Eduard maa helst blive Soldat, naar han bliver stor, eftersom han saa gjerne vil op paa Kasernen.
En Ting er jeg nu glad for, at I har Brensel. Det er jo meget, at Fader skal hjelpe og ogsaa dermed, give Gud os Kraft til at gjengelde det. [...]

se hele brevet


H.P.Hanssen
Uddrag af "Fra Krigstiden", bd. 1, s. 170-1.

Aabenraa d. 28. Februar 1916
I Dag kom Gaardejer Hagen Christensen fra Horsbyg ind til mig for at tale med mig om Muligheden af at blive hjempermiteret. Han kom ind, da Krigen brød ud, gik med Reserveregiment Nr. 86 over Belgien til Frankrig og fik i Oktober 1914 sin højre Underarm knust af en Kugle. Han laa derefter henved 4 Maaneder paa Lazarettet i Hamm, derpaa henved 5 Maaneder paa Lazarettet i Flensborg. Siden juni 1915 har han drevet rundt paa Kasernerne i Flensborg uden at gøre Tjeneste, men han kan ikke komme ud af Trøjen og komme hjem. Hans Arm ser frygtelig ud. Benet i Underarmene er ikke groet sammen, Haanden er blaa og følelsesløs, Fingrene kan ikke røres, bøjer man dem tilbage, springer de atter frem som Staalfjedre. For at holde Armen stiv maa han bære den i en stiv Læderbandage, som er snøret haardt sammen. [...]

Aabenraa d. 3. Marts 1916
I Dag fik jeg Besøg af Frederik Kannes næstældste Søn. Han har Ar af svære Saar. Struben havde været overrevet af en Granatstump, højre Haands Pegefinger var afskudt. Han talte hæst hviskende, og det voldte ham øjensynligt megen Besvær. Naar han gik imod Vinden, kunde han knap faa Vejret, sagde han. Han var bleven fritaget for Militærtjenesten, men havde samtidig faaet Ordre til at tage Plads i Angel. Nu kom han, om jeg kunde hjælpe ham hjem til hans Fødesogn. [...]

BILLEDER

En sygestue, formodentlig i Würzburg 1917, hvor Iver Henningsen var indlagt efter at være blevet såret på Vestfronten.
I privat eje.


Ansigtssår forårsaget af granat.
EfterOtto v. Schjernnig (red.): Handbuch der Ärztlichen Erfahrungen im Weltkriege 1914/1918, bd. 1., Leipzig 1922.


Ansigtssår forsåget af geværkugle, som er gået gennem kinden fra venstre mod højre. Her ses kuglens indgangshul.
EfterOtto v. Schjernnig (red.): Handbuch der Ärztlichen Erfahrungen im Weltkriege 1914/1918, bd. 1., Leipzig 1922.

Samme patient som ovenfor set fra højre side, hvor kuglen er gået ud.
EfterOtto v. Schjernnig (red.): Handbuch der Ärztlichen Erfahrungen im Weltkriege 1914/1918, bd. 1., Leipzig 1922.