|
|
SÅR
OG SYGDOM
Man anslår, at omkring 30 millioner blev såret
i løbet af verdenskrigen. Der var stor forskel på
sårenes omfang og alvor, og meget afhang af hvor og af hvad
man blev såret. Værst var granaterne, der når
de eksploderede, udslyngede hundredevis af granatstykker i forskellig
form og størrelse. Det gav nogen meget uregelmæssige
sår, som var svære at få til at hele. Hvis da
ikke legmesdelen var så beskadiget, at den måtte amputeres.
Gas skadede lunger og syn, mens geværkugler kunne forvolde
voldsomme skader på nært hold, eller hvis de var blevet
slået skæve før de ramte.
Men der var også mindre alvorlige sår, ukomplicerede
skader, som behandlet korrekt hurtig lægedes og betød,
at soldaten kom bort fra fronten for en tid og måske endda
fik orlov.
Lægevidenskaben var nået langt ved udbruddet af Første
Verdenskrig og særlig en bedre forståelse af hygiejne
betød at langt flere overlevede end i tidligere krige.
Det betød også at antallet af døde som følge
af sygdom for første gang i historien var lavere end antallet
af dem, der blev dræbt på slagmarkerne. Fremskridtet
betød dog også, at man måtte forholde sig til
langt værre skader end før. Maltraktede ansigter
og sønderskudte kroppe satte lægevidenskaben på
hård prøve.
Det samme gjorde en ny sygdom: granatchokket. Det kom til udtryk
på mange forskellige måder: ved midlertidig blindhed
og stumhed, ved stammen eller tilstande, der mindede om sindsyge.
Grunden var det vedholdende stress soldaterne udsattes for i skyttegravene.
Men da der ikke fysisk var noget at se, havde samtiden svært
ved at forholde sig til det, og betragtede det i begyndelse som
fejhed.
TEKSTUDDRAG
Paul Paulsen,
6/10 1917
Kjære Svoger.
Takker dig mange Gange for dit Brevkort som jeg indtog igaarnat.
Siste Nat havde jeg Kort fra Christine. Vi ligger i Reservestilling
i en stor Kalkhule. Min Kammerat Jensen fra 1. Komp blev igaar
saaret af en Granatsplint i højre Laar. Vi har saare mange
Tab, da han skyder meget med Gas. Men Gud bevare mig nok som hiindtil
og fører mig nok sund og rask hjem igjen.
En kjærlig Hilsen sendes dig fra din Svoger Paul
Lev vel paa Gjensyn.
se
hele brevet
Paul Paulsen, 9/12
1917
Kjære Søster!
Takker hjærtelig for dit Kort, som jeg motog igaarmorgen,
da vi kom ud af Stilling. Vi maatte jo pluselig i Stilling for
de havde meget svære Tab ude ifor. Jeg glemmer aldrig de
Timer med de stakkels Saarede. Ja saadan Nød og Elendighed
har jeg ikke seet før, en[ds]kjøndt det va gald
nog
da vi laa ved Somme. Gid Morten maa have Lykken at han maa blive
i Stade Gud skal ogsaa nok bevare mig og mine Brødre, det
stoler jeg fast paa. Haabentlig er Krigen snard til End. I Rusland
er der jo Vaabenstilstand.
En kjærlig Hilsen til eder alle fra din Broder Paul.
se
hele brevet
Christian Campradt,
Moncornet 21/4 1917
[...] På kanten af skyttegraven hvor franskmændene
sad tæt fik jeg mit skud gennem overlåret og sædet.
Jeg faldt hals over hoved ned til franskmændene i skyttegraven.
To mand greb mig og jeg blev ikke just forsigtigt trukket ned
i et dækningsrum. Her var 3 bårebærer (franske)
ved arbejdet og snart var jeg forbundet og fik mindst 10 plader
chokolade.
I dækningsrummet var jeg vel en god times tid. Vi vidste
ikke hvordan det gik os og jeg havde først tabt modet:
såret og i fangenskab. Så blev der udefra smidt enkelte
håndgranater ind i stollen, som eksploderede på trappen
uden at såre os. Efter et kvarter gik en af bårebærerne
ud og kom tilbage igen med den gode nyhed, at der var "Allemands"
i skyttegraven. Efter kort tid bar to bårebærere mig
ud og skiftevis bar de mig bag ud og satte mig af og til ned i
granathuller. I en grusgrav ved vores artilleri blev jeg på
ny forbundet af en bayersk læge og blev båret videre
til hovedforbindingspladsen i Fleuricourt-Ferm. Her blev jeg til
om morgenen den 17. og kom så med en Røde Kors bil
over Malmaison-Sissonne-Lapion-Dizy-le-Groz hertil.
Her på samlingsstedet i Montcornet har jeg ligget siden
middag den 17. april. De letsårede, eller rettere, dem der
stadig kan sidde eller gå, kommer langsomt videre med bil.
Men vi, der ikke kan gå eller sidde, bliver her til der
ankommer et lazerettog. Men hvornår? Togene køre
primært forud med friske tropper og ammunition. Jeg er noteret
til lazerettoget og tænker jeg snart kommer væk. I
hvert fald til Tyskland, men hvorhen ved ingen.
Jeg sender jer et brev og et kort, som jeg har modtaget fra Max.
Også 1 kort fra jer. Den kugle, som sårede mig og
kom ud gennem "røven" er også gået
igennem tegnebogen, som jeg havde bag i jakkelommen og derfor
er kortene forrevne. Mig går det ellers godt! Jeg tror,
at jeg kan løbe igen til pinse og netop i pinsen komme
på orlov.
Hilsen fra jeres Chr.
Min adresse sender jeg så snart jeg er på lazeretet.
se
hele brevet
Christian Campradt,
22/3 1918.
[...] To Bomber havde ramt den ene Side af Huset og de fleste
Kamerater laa under Ruinerne. Jeg har ingen Skade lidt og strax
blev oprømningsarbeidet begyndt. I de første 2 Timer
havde vi 14 Døde trukken ud af Ruinerne. Min Komp. har
6 Döde og mange ret alvorlig Lemlæsted. En god Kamerad
har begge Ben af og en Træsplint i Hoved. [...]
se
hele brevet
Nicolai Kraack,
9/12 1915
[...] Jeg har det godt og Herren har igen skaanet mig, thi i
Gaar var jeg paa Tur til at hente Bród og jeg og ham, der
skulde hente Kaffe, fulgtes af, vi var lige kommen ud af Graven
og over fri Mark da kom der en Chrapnell og slog ned ved os, han
gik 3 Skridt bag mig og blev ramt i den venstre Arm og jeg blev
skaanet omskjønt Kuglene slog ned rundt om mig, jeg forbandt
ham straks og gik saa med ham tilbage til Sanitæterne vor
han blev bedre Forbunden; ja saadan holder Gud Fader sin Haand
over mig. [...]
se
hele brevet
Nicolai Clausen,
Machault 24/12 1915
Kjære Tante
meddele Dig at jeg er bleven Saaret i det venstre Ben et par cm
oven for Kneet, det er da Guskelov kun i Kóet, haabe nu
at det vil gaar godt, adressen kan jeg endnu ikke skrive Dig da
jeg endnu ikke ved om jeg bliver her,
med en hjertelig Hilsen Nicolai
se
hele brevet
Nicolai Clausen,
Mainz 16/1 1916
Kjære Tante!
Idag er det Sóndagh og jeg er iler med at skrive skal Du
ogsaar haved et par Ord, med Benet gaar det helt godt, blot det
er langvilligt at ligge her. Slutte med en hjertelig Hilsen fra
Nicolai
ogsaar en hjertlig Hilsen til P. Moos og alle Bekjente. Jeg har
ogsaar skrevet til Chr Moos. i Rusland.
se
hele brevet
Iver Henningsen,
Novo Alexandrovsk 23/9 1915
[...] Her i denne Nattetime ved et Tellelys svage Lys og om en
smaat jamrende Saarede af vilked enkeldte ikke seer Morgenen gry,
kommer Tanker, Tanker om Synd og Dó, noget af det Ingen,
ikke engang den der i Skyttegraven staar med Dóden for
Oie, kan udmale sig vad der pulseres, vad der Arbeides og vor
der kæmpes en Kamp med Döden af den unge saarede Kriger
i den blomstrende Alder, fuld af Livsmod og Haab og dog kan det
i mange Tilfælder ikke slaa til. Og vad kan vi, rolig knæle
ned ved Ham i Halmen og lindre ham hans Smerter vad siger ikke
hans Blik os, og vor mangen Nödlögn maa vi ikke sige
Ham naar vi smilende fortæller, at Disse Tilfælder
af Hendfalden i Bedóvelse eller Smerteudbrud kun er forovergaaende
og skal til og dog ved jeg, at 3 af mine 12 her ikke er til i
Morgen tidlig. En er lige falden hen i Sövn, han er meget
bange for at Do jeg har talt lenge med Ham derom og han ved ikke,
at denne Dós vist er den siste. Hans Ansigt har forandret
sig, kan jeg see herfra. Han er forlovet har et Skud i Brysted,
men en Ting i kjære lad Eder ikke Ønske, jeg har,
og beder Gud "Tilgiv vad jeg i min Egenkjærlighed og
Selvbevidsthed har krænket
min Forældre og Dem der har ment det godt med mig, og Hjelpe
mig til et bedre og langt Liv i Gud og med mine kjære. [...]
se
hele brevet
Iver Henningsen,
Novo Alecsandrovo 10/10 1915
[...] Du mener der hórer Nerver af Stål til vor
Gjerning. O, det vil jeg ikke sige, der hórer Tolmodighed
og Fölsomhed og et for alt ingen Skrek og ingen Engstelse
for Döde og Döden. Böger kunde fyldes med Oplevelser
fra vore Samleplaser, thi en Samleplas er jo Udspringet til den
store Flod af Sorg og Jammer. Her kommer Di först uden eller
med hoist Primitive Forbindinger, for at gribe fat i deres blodige
Lemmer og varsom Underssöge vor Saaret er og vorledes di
best og med saa lidt Smerte som mulig kan behandles, er vor store
Opgave og ingen ledt. Er den Saarede först forbunden og faaet
Skinner og Stötter lagt paa, da er det verste gjort og den
vante Indsproitning bringer ham Ro for at vogne op i Saarfeberen.
Her er saa anden Akt af vor Gjerning, at passe paa at han ikke,
som nesten aldtid er Tilfælde, vil sine Forbindinger af,
see at berolige den Saarede, om ikke maa han bindes fast i Sengen.
Han ved jo ikke selv vad han gjór. Det er svere Timer og
Tolmo-
digheden staar sin Pröve forbunden med Praktisk Erfaring,
som jo ogsaa kommer med Tiden. Denne Erfaring kommer kun dersom
den Betreffende Sanitæter har Lyst til sin Gjerning og lidt
Omtanke, da kan der bruges tusinde Smaagrab som lindrer og bringer
den Saarede Vile og Ro. Eduard maa helst blive Soldat, naar han
bliver stor, eftersom han saa gjerne vil op paa Kasernen.
En Ting er jeg nu glad for, at I har Brensel. Det er jo meget,
at Fader skal hjelpe og ogsaa dermed, give Gud os Kraft til at
gjengelde det. [...]
se
hele brevet
H.P.Hanssen
Uddrag af "Fra Krigstiden",
bd. 1, s. 170-1.
Aabenraa d. 28. Februar 1916
I Dag kom Gaardejer Hagen Christensen fra Horsbyg ind til mig
for at tale med mig om Muligheden af at blive hjempermiteret.
Han kom ind, da Krigen brød ud, gik med Reserveregiment
Nr. 86 over Belgien til Frankrig og fik i Oktober 1914 sin højre
Underarm knust af en Kugle. Han laa derefter henved 4 Maaneder
paa Lazarettet i Hamm, derpaa henved 5 Maaneder paa Lazarettet
i Flensborg. Siden juni 1915 har han drevet rundt paa Kasernerne
i Flensborg uden at gøre Tjeneste, men han kan ikke komme
ud af Trøjen og komme hjem. Hans Arm ser frygtelig ud.
Benet i Underarmene er ikke groet sammen, Haanden er blaa og følelsesløs,
Fingrene kan ikke røres, bøjer man dem tilbage,
springer de atter frem som Staalfjedre. For at holde Armen stiv
maa han bære den i en stiv Læderbandage, som er snøret
haardt sammen. [...]
Aabenraa d. 3. Marts 1916
I Dag fik jeg Besøg af Frederik Kannes næstældste
Søn. Han har Ar af svære Saar. Struben havde været
overrevet af en Granatstump, højre Haands Pegefinger var
afskudt. Han talte hæst hviskende, og det voldte ham øjensynligt
megen Besvær. Naar han gik imod Vinden, kunde han knap faa
Vejret, sagde han. Han var bleven fritaget for Militærtjenesten,
men havde samtidig faaet Ordre til at tage Plads i Angel. Nu kom
han, om jeg kunde hjælpe ham hjem til hans Fødesogn.
[...]
BILLEDER
En sygestue, formodentlig i Würzburg 1917, hvor Iver Henningsen
var indlagt efter at være blevet såret på Vestfronten.
I privat eje.
Ansigtssår forårsaget af granat.
EfterOtto v. Schjernnig (red.): Handbuch der
Ärztlichen Erfahrungen im Weltkriege 1914/1918, bd. 1., Leipzig
1922.
Ansigtssår forsåget af geværkugle, som er gået
gennem kinden fra venstre mod højre. Her ses kuglens indgangshul.
EfterOtto v. Schjernnig (red.): Handbuch der
Ärztlichen Erfahrungen im Weltkriege 1914/1918, bd. 1., Leipzig
1922.
Samme patient som ovenfor set fra højre side, hvor kuglen
er gået ud.
EfterOtto v. Schjernnig (red.): Handbuch der
Ärztlichen Erfahrungen im Weltkriege 1914/1918, bd. 1., Leipzig
1922.
|
